Lavede ikke andet end at se fodbold og skrive ind på computeren. Prøvede dataroaming for første gang.
Det koster lidt over 4 kr/Mb. Forbindelsen var så langsom, at jeg opgav, at få noget op på min blog. Mens jeg så fodbold kom hun og spurgte, om jeg ville have noget, og jeg bestilte en schnitzel og en stor øl til når det blev halvleg. Det kom næsten på minuttet.
Da hun senere spurgte, om det havde smagt, syntes jeg, jeg var diplomatisk, da jeg svarede, at "Schnitzel ist ja Schnitzel", det mente hun nu ikke, men ringe var det.
Vejret er ikke så godt som i går. Da der endelig kommer lidt sol, ser jeg, at der kunn er sol på 1/3 af teltet. Men i betragtning af alle de høje træer, syntes jeg nu, det var meget godt ramt.
Det blæser hurtigt op. En absolut frisk vind, som jeg overvejende har fra siden, men...
Lauchhammer er en underlig by. Jeg finder tilbage, hvor jeg kom fra og kører denne gang gennem vandet.
Alligevel er det ikke så oplagt, hvor centrum befinder sig. En hel by af 3-4 etages beboelsesejendomme
dækker for det. Hvad fanden alle de mennesker skal leve af, nu hvor brunkulsindustrien er indstillet, forstår jeg ikke. Det gør de måske heller ikke.
På vej mod Dresden - men hvilken retning?
Det har ikke været at se nogen direkte vej til Dresden på cykel på mit kort. Det holder stik. Efter de første par landsbyer, som også var på kortet, må jeg spørge mig frem. Og det er svært i mennesketomme landsbyer. Et sted er jeg ved at skræmme livet af en mand, jeg lige har set i en indkørsel. Han giver dog god besked: Fortsæt mod Dobra og sving til højre mod Radeburg i vejkrydset efter. Nu får jeg modvind, og bryder mig ikke helt om retningen i øvrigt.
I Radeburg er det absolut ikke oplagt, hvor jeg skal hen af, men en ung mand på torvet forklarer - efter at have tænkt sig om længe - at jeg skal ned ad dén gade der ogh blive ved til Berbisdorf og bare følge vejen videre til Moritzburg og derfra går det let. Og det gør det.
Efter at have kørt gennem skov det sidste stykke - og nogenlunde læ - afslører en åbning mellem træerne - og komplet overraskende - et slot på den anden side: Moritzburg. Så det er dér navnet kommer fra!
Åbenbaringen mellem træerne
Moritzburg er et turistmekka med hestevogne og det hele. Der er endog et turistbureau, hvor jeg får bekræftet, at jeg bare kan følge vejen, de sidste 13 km til Dresden. Jeg har også allerede tilbagelagt 62km i vinden og er godt brugt. Den er måske ikke så rar at køre på, mener hun og giver mig en alternativ rute på en folder. Den er jeg nu ikke særlig interesseret i, men da jeg spørger til Pirna på den anden side af Dresden - hvor jeg har plads på vandrehjemmet i nat - og hun tilbyder at printe ruten ud fra Dresden, takker jeg straks ja.
Sætter mig og spiser frokost udenfor og arbejder mig bagefter videre mod Dresden. Netop som jeg tænker,
at der er blevet lige lovlig bakket, kommer der en nedkørsel på 8% og senere endnu en på 10%. Og inden længe er jeg på vej ind i Dresden og sidder nu kl.15.15 og spiser kaffe og kage i en gade der svarer til "Unter den Linden". Her er det dog "Unter den Platanen"
Jeg har fået en beskrivelse på 2 sider af Elb-radweg fra Dresden tiul Pirna, men hvor svært kan det være? Man skal vel bare følge floden?
Jeg er heller ikke engang noget hen til floden, så er der en mand, der ser min bagage og vil vide, hvor jeg kommer fra og hvor jeg skal hen, og han viser, hvor jeg skal køre ned til cykelvejen langs floden, og han venter oppe på broen, indtil han har set, at jeg kører den rigtige vej, det havde han nemlig ikke sagt, men det var jeg ikke et sekund i tvivl om.
Det med at følge skiltene, er nu ikke så enkelt igen. Jo, når de er der. Ellers må man gætte.
Først kommer jeg til et brostens stykke, der absolut ikke er egnet til at cykle på. Så kommer noget endnu værre, som en anden cycklist kalder Paris-Roubaix, det er dog ikke så langt. Til sidst ender jeg på en markvej, der bliver mere og mere mark og mindre og mindre vej. Jeg kan til sidst ikke se sporet for vegetationen, som jeg pløjer mig igennem. Jeg skulle nok ikke have været denne vej?
En tvivlsom cykelvej
Og her mens man endnu kunne se sporet
Til sidst bliver det heldigvis muligt at trække hen over engen og op til en asfaltvej, som jeg fortsætter af.
Sådan når jeg omsider frem til Pirna og spørger en ung mand, om han kender vandrehjemmet? Hans forklaring lyder meget indviklet, men da jeg først har fundet træbroen, er det nu meget enkelt. Da har jeg nu også spurgt én gang til.
99.66 km
Klokken er 19 og jeg har fundet torvet i den gamle bydel på den anden side af floden og sidder og venter på min Pizza Napoli. Den helt rigtige!
106,49 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar