søndag den 17. maj 2015

Schweiz Rundt 19

Lørdag 16.05.15

Jeg ved ikke, hvor meget man skal lægge i det, men her i Bellinzona hænger Kristus på væggen i morgenmadssalen. At her ER mere italiensk oplevede jeg i går, da jeg spurgte efter vandrehjemmet på tysk. Det forstod damen ikke. Italiano per favore!

Er oppe 6.40. Der er morgenmad fra kl. 7, og jeg skal nå at se byen inden jeg kører kl. 10. Solen skinner, som den skulle. Der går en trappe op bag om Auberge de St. Maria, som hostellet her hedder, den ser ikke særlig brugt ud, så den må udforskes. Man kan nok komme op til borgen den vej. Byen domineres af to klippeknolde med borg på begge. Denne er den højeste. Der er langt....

Jugendherberg og borgmur


Da jeg endelig kommer helt op til en vej - og indgangen til borgen -ligger byen dybt under mig. Det er et imponerende bygningsværk, som virker fuldstændig intakt. For ikke at gå den samme vej tilbage, følger jeg den vej, jeg er kommet op til nedad. Der synes ikke at være nogen smutveje, så det bliver en ordentlig spadseretur ned langs bjergsiden.

Borgen helt oppe


Omsider finder jeg tilbage gennem gader, der er ved at blive klar til lørdagsmarked. Også på dette hostel er der en overvældende mængde alternativt begavede. Jeg har overvejet, om det ikke kun er hostel, men her til morgen viser det sig, at de alle sammen bor oppe på min gang og også skal rejse i dag.

Den gule vej, jeg skal af mod Locarno, har lange lige bakker op i byerne og heldigvis tilsvarende ned på den anden side. Omkring Locarno bliver jeg opmuntret af passerende grupper lørdagscyklister med opadvendte tommelfingre, klap på skulderen og "Bravo!".

Min rygsæk bag på cyklen har mange stropper, og det er lykkedes at få fastgjort sokker og sko, så de kan tørre. Jeg sidder og skriver på en stenbænk i en lille by og håndklædet ligger udbredt i solen ved siden af. Det er nok snart tørt. Benene er blevet taget af, nu mangler jeg bare at få solbrillerne på.

Jeg troede ikke jeg skulle bruge det mindste gear nu Furka var lukket, men sådan bliver det ikke. Jeg kommer til Intragna, og vejen drejer skarpt, og vi skal op over jernbanen deroppe!
Jeg ser straks, at her skal noget ekstraordinært til og når at få skiftet, men selv i mindste gear, må jeg pustende holde en pause efter jernbanen. Og så går det ellers videre op i byen. Også i denne er der smalle steder, hvor to biler ikke kan passere hinanden. Der er 9 km til grænsen.

Et stykke tid stiger det ret stejlt, og så går det pludselig nedad, og jeg overvejer en overgang, om jeg, mod forventning, skulle være kommet over det højeste punkt - men nej. En ny stigning og en dæmning og en sø bag mig fortæller, at det fortsat skal gå op.

Så drejer vejen ind i en slugt og en bro danner grænse mellem de to lande. PÅ den schweiziske side kontrolleres de, der kører ind. Den italienske er totalt forladt.

Vejen bliver tydeligt dårligere, men går nu ned - et stykke tid - så går den op igen. Kløften er så dyb, at jeg ikke kan komme til at se, hvad vej vandet løber. Efter en tunnel på 80 m går det ned igen - kortvarigt.

En kuppel mellem træerne....


Så kommer den første overraskelse. Pludselig ses en stor kuppel over træerne. En stor kirke øjensynlig. Den virker i første omgang helt malplaceret, men da jeg kommer nærmere, hører der en by til. Men til denne by virker kirken totalt overdimensioneret. Det er kirken i Re. Byen synes at være mål for mange af de cyklister, der har passeret mig.

...og kirken i forhold til byen

Vejen bliver ved med at stige, men jeg har også passeret de 769 m på mit kort, som jeg troede var højeste punkt.

Der har lige stået noget med "Sosta" og hvad ser jeg: Borde og bænke i granit. Der sidder allerede et par ved et af dem, men der er flere. Så er det tid til frokost. Et nyindkøbt ciabattabrød, en camembert købt i går sammen med en blåbærjogurt og endelig en lille bakke oliven, jeg har kørt rundt med i lang tid. Det er et herligt måltid. Kan man forlange  mere?

Til sidst kommer jeg ind på et bebygget plateau, og vejen bliver snorlige med en pæn stigning.
Så kommer endelig den anden overraskelse. Jeg har så småt tænkt, om Domodossola alligevel ligger på dette niveau - selv om den ikke burde - så kaster vejen sig nærmest i afgrunden. Uden varsel knækker den, og en vild nedkørsel begynder.

På et tidspunkt dukker der en tunnel op vistnok på 1,9 km. Den kommer så hurtigt, at jeg ikke når at få solbrillerne af, men jeg når da at se skiltet, med at det falder 9%.
Det er bare om at holde tungen lige i munden og et fast greb i styret. Hu hej hvor det går. Jeg stirrer stift frem, for at opdage evt. huller i vejen, mens motorcykler racer forbi.

Jeg slipper frelst i gennem og er inden længe i Domodossola, hvor jeg kører hen til stationen, men der synes ikke at være nogen turist-info.

Finder en mand, der ser lokal ud, og spørger efter Camping? Nej, han mener ikke, der er nogen campingpladser i eller omkring byen, men nede ved Lago Maggiore... Det er ikke lige den vej, jeg skal.

Kører lidt rundt og overvejer. Skulle jeg prøve, at finde et billigt hotel? Jeg har kun 20 € og ellers 200 CHFR og mit visakort.

Ender med at køre ud af byen og søge nordpå mod Simplon-passet, som jeg gerne skulle over i morgen. Det hedder Passo del Sempione på italiensk, ved jeg nu af bitter erfaring. Jeg var op og ned ad en rædsom stigning to gange, før jeg var sikker.
I noget der hedder Varzo er jeg inde at se på et B&B, der har været annoceret ved vejen. Det ser meget hotelagtigt ud. Beslutter, at jeg må finde et sted at slå teltet op. Hvis jeg kan? Det er ikke så nemt i disse snævre dale og kløfter.

Jeg sørgede desværre ikke at tanke vand på stationen tidligere. Forsyningen er i bund, men netop da, passerer jeg en mand, der slår græs. Jeg standser og to hunde indenfor hegnet, gør ham opmærksom på, at der er nogen. Jeg vifter med mine flasker og han standser maskinen. Jeg rækker flaskerne over hegnet og han forsvinder ind i huset og kommer lidt senere ud med dem fyldt. Det er jo mageløst. Tak så mange gange.

Så er jeg klar til at finde en teltplads - men hvor? Den første mulighed er bag et forladt hus. Det er ikke bare forladt, men mere eller mindre styrtet sammen. Men det er ikke rigtig godt. I værste fald kan jeg køre tilbage til det.

Så er det, der dukker en fodboldbane op. Har man kendt noget lignende. I denne smalle dal er der blevet plads til en fodboldbane. Den lever vist ikke helt op til de internationale regler, men der er da net i målene. Der er også et omklædningsrum, et skur på 6 x 4 m. Et rum til udeholdet og et til hjemmeholdet. Vinduerne står åbne, men der er tremmer for, men jeg har heller ikke tænkt mig, at jeg skulle ind. Men lige bag ved kan mit telt stå skjult, når først det bliver mørkt. Og indtil da er der et fint dørtrin med en gummimåtte, der er god at sidde på. Helt skjult fra vejen.

Cyklen i skjul


Her indtager jeg middagen, en færdigret jeg efter megen søgen fandt i COOP i Domodossola. Det er jo Italien det her, så det er ikke de samme ting, man kan få. Den lever ikke helt op til frokosten, men den går an. Øllen hedder denne gang DAB fra Dortmund.

100 m foran mig rejser klippen sig næsten lodret et par hundrede meter og bagved, helt oppe til venstre skinner solen endnu på en snespækket top. Floden bruser nedenfor Der er et stadionur. Og det går! Rigtigt! Der er også vand, som jeg går ud fra er drikkevand, ellers var der vel ingen mening i, at trække en slange helt herhen? Det lover godt for i morgen. Nu skal jeg have dessert. Tiramisu, som befinder sig i min ene sko.

Det er søndag i morgen, men de spiller vel ikke før 10? HVIS de spiller - jeg tvivler. Så skal banen da lige have en ny opkridtning.

Lidt oppe i forhold til vejen bag mig er der en station, hvor man kan få sin bil med toget, som kører i en tunnel under Simplon-passet og til Brig i Schweiz.

88,86 km

Ingen kommentarer:

Send en kommentar