mandag den 30. januar 2017

Dag_17


Mandag 30.01.17

I dag er det sidste dag med bilen, Planen er at køre hen langs kysten mod vest. Vi har allerede været på de kanter før, men der skulle være en underskøn strand, Playa de Amadores, længere ude end Puerto Rico. Uret ringer, vi kommer op og af sted. Allerede kvart over 10 er vi der, og det er muligt at få en parkeringsplads. Stranden er næsten fyldt op med strandstole,  men de nederste 15 m er fri. Det er som der står i guidebogen en megabred halvmåneformet strand, hvor man roligt kan lade børnene lege. Vi lægger os meed vores håndklæder et sted på de nederste 5 m. Indtil nogle lidt større bølger skyller op og truer med at opsluge os. Der er én meter igen. Så rykker vi 3 meter længere op. Sandet er temmelig groft og når man går i vandet, hvad vi gør efter en halv times tid, synker man ret dybt ned, så det er ikke så nemt at gå. Vandet er nok et par grader varmere end sidst på vores egen, men bliver hurtigt dybt. SÅ børnevenligt er det trods alt ikke.


Luften er ikke så varm, men solen skinner da. Vi bliver der til omkring halv ét. Så finder vi et supermarked og køber 2 sandwich og nogle bananer, som vi spiser et sted længere ude af vejen med udsigt over Atlanterhavet. Der er en fin sten at sidde på, men AM synes den er for tæt på kanten.

Så kører vi videre til Puerto Mogan for at finde en kop kaffe. Det lykkes i et dødsygt nærmest forladt shopping center. Så tanker vi for en sikkerheds skyld og kører op i bjergene. På kortet ser det ud, som om vejen stiger jævnt til selve byen Mogan. Det holder også stik, men senere stiger den selvfølgelig. Det udvikler sig til de mest hårrejsende hårnålesving og afgrunde. AM mener, hun burde have haft en blodtrykssænkende pille mere i morges. Jeg tror, hun er lige ved at kræve, at vi kører tilbage, men det ville bare være at skulle gentage det, vi netop HAR overstået. Mod slutningen kører vi nærmest ind i skyerne. Bilerne imod begynder at komme med lys på.

Til sidst når vi vejen, jeg kom fra forleden. Den hvor man ikke måtte cykle. Her fra og frem er det mere en slags plateau, man kører på, om end det ikke er helt så fladt, som jeg husker det. Til gengæld forsvinder skyerne og solen skinner igen.

Omsider når vi til Ayacata, og drikker kaffe sammen med alle cyklisterne, hvor jeg også gjorde det sidst. Så kommer sidste etape: Roque Nublo. Vi kører videre op og når til sidst parkeringspladsen, der er omtalt i guidebogen. Herfra skulle man ad en vandringsvenlig sti, eller hvordan de nu formulerer det, kunne nå Roque Nublo på en halv time.
På vej - Roque Nublo i baggrunden                           Tættere på - bemærk menneskene

Stien er pæn, nærmest brolagt, det første stykke. Den er vedblivende til at gå på, men stiger en del. Til sidst kommer der et mere tvivlsomt stejlt stykke uden trin eller noget. AM beslutter, at her slutter turen for hendes vedkommende. Jeg efterlader hende dér, mens jeg haster videre. Det lykkes mig at nå op og tilbage på 20 min. Når man kommer op ad noget trappelignende stejlt, er der et vældigt fuldstændig bart plateau op mod Roque Nublo og dens mindre fætter. Det ER mageløst, hvordan denne enorme klippe står der på toppen af bjerget. Vejret er perfekt. Tåge og kulde er sædvanligt her, men ikke i dag. Jeg skynder mig at tage en række billeder.
Klippen i sine vante omgivelser


Da jeg kommer tilbage, står AM endnu og klamrer sig til træet. Der har været flere, der har spurgt, om hun ”var OK?” Og det mente hun. Vi når uskadte tilbage til bilen og begynder den relativt lange nedkørsel til Maspalomas.

Vi kører lige hjem og jeg går ned med et postkort og hører om man kan få pizza med hjem fra The Red Onion. Det er dér, man ubetinget får de bedste pizza’er. Det kan man heldigvis, og jeg kommer tilbage med yderligere 8 l vand og en flaske Faustino V rosado. Så kan man heller ikke bære mere i to hænder. Når der også er dessert, er én pizza rigeligt til to mennesker.


Dag_16


Søndag 29.01.17

Vi skal til marked i Las Palmas og har kun en noget ubestemmelig ring som manden i autoudlejningen satte, efter at han havde nægtet, at der var marked i Las Palmas på søndage. I nærheden af havnen ser det ud til. At finde til Las Palmas ad motorvejen er intet problem – men så…. Det bliver lidt på lykke og fromme, men da vi kører langs havnen, er der pludselig et glimt af nogle boder inde til venstre. Første problem er at finde et sted, hvor man kan komme tilbage, hvor vi kom fra. Det lykkes, men det er ikke den samme gade, så det næste er, at vide, hvornår vi er tilbage på samme niveau.

Et nyt glimt, igen til venstre. Vi får drejet ved en kirke – en rød kirke – og AM får øje på et P-skilt. Det er ind i et parkeringshus. Jeg når at opfatte to baner og tænker at det er den højre – men nej. Så jeg kommer for langt. Heldigvis er det en venlig bilist bag ved, som bakker så vi også kan bakke og komme ind. Selvfølgelig skal jeg to gange trykke på en trykknap, før det går op for mig, at det er skærmen man skal trykke på. Så kommer billetten, og vi kan drøne rundt i en sneglegang et par etager op. Jeg spørger med det samme en mand, hvordan man betaler, når man skal ud. Han peger hen på en automat – aha. Det er et stormagasin, vi kommer ind i. I herreafdelingen. To etager ned og ud i den anden ende. Det er gaden ved den røde kirke, det må være til at finde igen. Og faktisk holder vi ganske tæt på. Nogle hundrede meter ned mod havnen og hundrede meter til venstre. Perfekt.

Markedet er ikke noget særligt. Der hvor der er mest gang i den, er ved boderne med brugt tøj. Vi traver det igennem systematisk. Der er også nogle, der sælger kaffe, men det er bare pulverkaffe, som vi kan lave den derhjemme, så vi forlader markedet uden at have købt så meget som en kop, og kører tilbage, hvor vi kom fra. Nu gælder det, den botaniske have. AM’s evner og lyst som navigatør er noget begrænsede. Jeg skal helst køre og kigge på kort og læse i bogen samtidigt. Det kan jeg ikke. Der er ikke steder at holde på motorvejen, så jeg drejer fra, når jeg mener det må være. Endelig kan vi holde. Heroppe i denne ende af øen, er der meget bebygget og en væld af større og mindre veje. Flere end kortet kan klare. Nede sydpå er det glimrende, men her slår det ikke til. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det er vi kører efter, da vi kører, men så dukker navnet Marzagan op. Vi har faktisk allerede passeret Marzagan og Tafira er den næste by, vi skal køre efter. Endelig dukker der skilte op til haven, og så er det nemt. Der er ikke nogen parkeringsplads, man holder bare langs vejen. Det gør vi så også.
             Fødder og mosaik                                                            Is it a bird?

Det er åbenbart gratis, guidebogen siger ellers noget andet. Vi undrer os over hvem eller hvad der så betaler for vedligehold, men det er da heller ikke alt, det virker efter hensigten. Det er en svensker, der har grundlagt den for meget længe siden. Der er flere end 2000 arter. Alene i en subtropisk regnskov er der 18 forskellige træer. Der er dejlig fredeligt, selv om der naturligvis ER andre besøgende. I kaktushaven er der kaktusser i træ størrelse. Et enkelt sted er der et vandfald der løber. Det må være naturligt, for de springvand, der burde springe, springer ingen steder. Der er en slags hovedbygning med udstilling, men den er lukket. Formodentlig permanent, sådan ser det ud. Ingen steder at købe noget, ikke engang en automat.


Vi forlader stedet igen og tager en medbragt banan inden vi kører efter nogle huler oppe ved Galdar. Dem burde vi jo have set i går – men… Jeg har i sinde at vende for at køre tilbage og tage vejen langs kysten, men der er ingen steder at vende, så vi ender med at køre op ad. Kommet op kan man pludselig ane kysten, det kan kun være nordkysten. Sådan kan det gå. Den vej jeg troede ville bringe os længere ind på øen, går den modsatte vej.


Hulerne i Galdar

Huleboernes udsigt

Så vi finder kystvejen til Galdar og finder – efter at jeg har holdt ind og konfereret med bog og kort – et skilt med vejen til hulerne. Det er oppe i en slugt. Der kan måske holde 6 biler på p-pladsen, men der er også kun 3. Man går et stykke langs vejen, så er der en trappe udhugget i klippen op ad. Et stykke oppe er der et lille hus, og hvis man bøjer sig ned, kan man se, at der sidder én ved billetlugen. Vi får 2 senior-tickets.

I dette hule kompleks har de oprindelige ”Canarii’ere” boet og haft kornkammer. En noget besværlig tilgang, men en fin udsigt, må man sige. Anne-Marie undrer sig over, hvor og hvad de har gjort med børnene. Men dem, der ikke faldt ned, overlevede vel.

Så kører vi eller den nemme vej hjem rundt langs kysten. Den lille City Go kommer op på 130 på vejen. Bare det ikke går opad.

Om aftenen er vi ude at spise på en Tapas restaurant lidt henne i gaden. Her koster det penge, men så får jeg også den lækreste, lækreste lammeskulder med hvidløg og rosmarin. I nordisk stil ligger rosmarinen som en ordentlig kvist ovenpå. Kødet bogstavelig talt falder af benet.

lørdag den 28. januar 2017

Dag_15


Lørdag 28.01.17

Vi er oppe i god tid, hvilket betyder at alarmen vækker kl. 7.00. Bilen skal først hentes kl. 9, så der er god tid. Da vi ankommer til udlejningen, er der et par før os. De er tyskere. Han virker som om, han er mellem 80 og skindød. Og det er åbenbart ham, der skal køre. Da hun spørger efter Passport og han ikke forstår, blander jeg mig og siger Reisepass. Det mener jeg, det hedder. Men jeg skal blive klogere. Jeg bliver belært af konen, om at det han præsenterer er et ”ausweiss”. Og det er åbenbart godt nok. Jeg ved ikke om det ville svare til et personnummer-bevis med billede. For billede går jeg ud fra der er? Det er i kreditkort format.

Nå, jeg håber bare ikke, vi møder dem på vejen, jeg er ikke sikker på, at reaktionsevnen er til den spanske trafik. Vi får papirarbejdet af vejen. Vi har nærlæst folderen og er blevet enige om, at betale for fuld kasko. Så skulle det samlede beløb blive ca. 100 €. Men det koster kun 15 € ekstra for fuld kasko, så vi betaler 75 € i alt for de 3 dage. Jeg husker at spørge, hvad det er, der skal fyldes på. Resten må komme hen ad vejen. En væsentlig detalje er bakgearet, men når man har prøvet Volvo’s trækken op og andre bilmærkers trykken ned, så er der ingen problemer. Det er en Skoda CityGo. Stor er den ikke. Men køre kan den. Snart triller vi hen og ud af byen. Allerede på den første bakke står det klart, at det ikke er en Oktavia. Den klarer den i 3. gear, men der skal ikke så meget til, før 2. er nødvendigt. Nå, på motorvejen kan den også køre i 5. bare det ikke går op ad.
Vidunderet - nå nej, det er nok for meget sagt


Det kommer selvfølgelig helt bag på AM, at hun måske forventes at se på kortet i ny og næ, så vi holder ind ved en tank og får fundet kort og briller. Det går nu overraskende nemt. Et 8-tal ved den afkørsel vi gerne skal af ved, viser sig at være nummeret på afkørslen, så vi kommer af det rigtige sted og kører mod Valsequillo. Det er der, der er Mandel Blomst Festival i dag og i morgen. På et tidspunkt står der 8 km, og da vi har kørt en del og pludselig er i en by, holder vi ind og ser på Google Map på telefonen. Der er ingen tvivl, det er Valsequillo vi er i. Vi finder overraskende en parkeringsplads, og begynder at gå. Der er ikke noget der tyder på nogen festival, så vi spørger en mor med nogle børn. Nej det er længere fremme. Hun er inde på at man kan tage en bus. Så røg den parkeringsplads. Tilbage igen og videre frem.

Noget efter – det var godt vi ikke gik – kommer så skiltet med ”Valsequillo”. Igen lykkes det at finde en parkeringsplads og vi går. Nu er der i det mindste afspærring og sat op til boder. Men der er ingen. Klokken er 10.50 og det skal starte kl. 11.00. Mærkeligt. Der er et turistkontor, så der går vi ind. Manden bliver lykkelig. Dér i byen er det nemlig først i morgen, så i dag har han ingen kunder. Og så får vi ellers alt at vide om hvor det er i dag og hvor i morgen og fanden og hans pumpestok. I dag skal vi køre videre til noget, der hedder Tenteniguada. Vi når at se nogle busser passere, inden vi kommer videre. Ingen tvivl om, hvor de skal hen.

Mod forventning lykkes det, at finde en parkeringsplads i Tenteniguada, så vi kommer til Mandel Blomst Festival med musik, dans og sang og hundredvis af boder. Mandeltræer er der ikke mange af. I hvert fald ikke i byen. Vi traver det hele tyndt i en times tid. Så kører vi videre til San Mateo. Der er kun 8 km, men man skal ned – op – ned – op og ned igen, før man er der. På et tidspunkt kører vi forbi noget, som AM påstår er et grøntsagsmarked. Hendes stedsans taget i betragtning er det forbløffende for det er helt korrekt. Vi finder igen uden de store problemer et sted at parkere – for fjerde gang i dag. Går tilbage ad hovedgaden, traver markedet tyndt og finder endelig en kop kaffe og et stykke kage. Nu er det godt nok nærmest bare en sandkage, alligevel er prisen rørende: 4 € for det hele. Vi er sandelig kommet udenfor turistområderne.

Så går det eller tilbage til motorvejen og mod Galdar. Vi kommer til et langs stykke, hvor vejen går langs kysten. Havet ser nogenlunde roligt ud, men der er en imponerende brænding. Så skummet gør luften diset langt ind i landet.  Vi har ikke fået læst ordentlig på lektien til i dag. Der er noget med nogle hulemalerier og noget historie. Det var vist konge by, før spanierne kom (i 1400-tallet). Vi kører efter nogle skilte med Cueva Pintada og ender efter mange km på en blind vej, Tilbage igen. Nu ligger Galdar op ad et bjerg, så der er nogle meget stejle gader. Jeg får brugt 1. gear flere gange. Vi ender med at få parkeret bilen og finder turist informationen, der naturligvis er lukket. Vi finder også kirken, der ikke er noget at skrive hjem om.

I stedet kører vi hjemad. I fugleflugtslinie, hvilket vil sige ad snoede bjergveje. En helt igennem fantastisk tur. Nordøens frodighed afløses af store fyrreskove, der igen går over i mere sparsom vegetation. Det bliver en tur i 2. og 3. gear. Hvis det stiger kraftigt i hårnålesvingene, skal den faktisk helst ned i 1., men det vænner man sig til. Jeg synes, jeg kører sikkert og alligevel hurtigere end de andre turister. For så vidt som det kan lade sig gøre i en Skoda CityGo. Der er den ene enestående udsigt efter den anden.
Jeg er glad for panoramafunktionen i telefonens kamera


Vi når hjem inden det bliver mørkt og får handlet ”ovre på den anden side”. Jeg og vi har gået der ovre flere gange, men at køre i bil med ensretninger og den slags, er noget ganske andet, så der er nye erfaringer at gøre.

Nu er klokken over halv elleve og jeg er HELT færdig. Det kræver en del koncentration at køre i bjerge.

fredag den 27. januar 2017

Dag 14


Fredag 27.01.17

I går aftes REGNEDE det. Så det massive skybælte KOM virkelig ind over øen. Her til morgen kan man stadig se fugtige områder nede ved pool’en, men ellers ligner himlen så mange andre morgeners.

Jeg har tænkt, at jeg skal hen langs kysten og lige før Arguineguin dreje fra og køre op gennem det, der kaldes Barranco de Arguineguin. Jeg tror  Barranco betyder kløft. Det er jo det, der karakteriserer øen: en top midt på og så alle disse kløfter, der skærer sig ned i alle retninger. Efter mine foreløbige erfaringer med kortet fra turistkontoret burde det være asfaltvej undtagen de sidste 5-7 km.
Drageblodstræer langs vejen


Det går som planlagt. Jeg finder kystvejen og undlader at køre op til motorvejen, som bussen har gjort, de to gange, vi har været i denne retning. Det går lidt op og ned med fin udsigt over havet. Jeg passerer et militært anlæg og finder vejen mod Soria. Den hedder vist GC 505, men det står ikke på kortet. Som ventet stiger den stille og roligt indtil jeg kommer til Las Filipinas, så tager fanden ved den, og den stiger voldsomt. Jeg tror, der stod 7,7%, men det må da være i gennemsnit. Jeg er hurtigt nede i det næstmindste gear.

Da jeg kommer op til en by, der hedder Barranquillo Andrès, går den lille røde vej fra mod venstre. Desværre når jeg at se et skilt, der utvivlsomt betyder cykling forbudt. Jeg bliver hurtigt enig med mig selv om, at det må være tåberne, det gælder. Der er – desværre – en tendens til, at når mere end to cyklister cykler sammen, opfører de sig, som om de ejer vejen. Sådan én som mig, der tager pænt hensyn til Gud og hver mand, må gerne. Og desuden har politiet alt for travlt med at drikker kaffe til at komme på disse kanter.  Den sidste bemærkning skal ses i relation til vores besøg på ”Café de Paris”. Da mødte politiet op – altså ikke for at btale med os – men fordi de skulle drikke kaffe. Tjenestebilen havde de demonstrativt parkeret, hvor parkering var forbudt.
Man fatter som oftest ikke, at man virkelig er kommet op her


Nå, jeg kører altså op ad vejen. Den er asfalteret, men det sker at belægningen er mere eller mindre forsvundet. Det er ikke mange, der passerer mig på vej op. 3 cyklister på racere og en håndfuld biler, der ligner/er lejebiler med turister. Det lykkes mig at nå frem til GC 605, men det sidste stykke var lige så stejlt som det forrige. Faktisk værre.

Det næste stykke stiger det i det mindste ikke konstant. Jeg kommer forbi et af disse grønne telte på kortet. Det viser sig at være et område, hvor man må campere. Hvor mange faciliteter der er, ved jeg ikke, for det går nedad til området, så jeg bliver oppe ved vejen og drikker lidt og kigger på kortet.
Mandeltræer i blomst


Hver gang jeg er stoppet, skal benene lige ”rulles i gang” igen. Jeg er ved at være udmattet og det sidste stykke op til GC 60 er hårdt, men frem kommer jeg. Til noget der hedder Ayacata og hvor der meget passende er en restaurant og en bar, hvor cyklisterne (racer) sidder i lag. Jeg finder dog et tomt bord og får en kop kaffe med mælk. Jeg er i 1300 m’s højde siger min højdemåler. Det er altså næsten Mt. Ventoux, jeg er kørt op ad. Dér starter man i 400 m’s højde og ender i 1900 m. Altså 1500 højdemeter og her har jeg kørt godt 1300. Ikke underligt at jeg er mør. Nå men nu skal det hovedsagelig gå nedad, så jeg får cykeljakken på.
Smukke landskaber var der nok af


Da jeg kommer frem til San Bartolomé de Tirajana (som har givet navn til hele kommunen, vi bor i – den største kommune på øen. Dækker hele sydøen) er det en meget charmerende by. Jeg gør et kort holdt ved et udsigtspunkt, men triller ellers videre. Ganske kort efter kommer jeg til stedet jeg var sidst, hvor jeg kom fra den anden side og drejede fra til højre. Nu drejer jeg så fra til venstre og følger altså vejen fra sidst på hele nedkørslen til Rosiana (Jeg kaldte den vist Rosita sidst) og Santa Lucia. Ifølge de svenske guider er det her Santa  Lucia traditionen stammer fra.

Jeg har besluttet mig for at prøve den grønne vej, GC 550, jeg opgav sidst. Inden jeg begynder på den for alvor, spiser jeg midt sidste forråd, en banan. Jeg kan se, at vejen stiger op mod et hjørne, men så går det forhåbentlig nedad igen på den anden side? Det viser sig at holde stik, men kun for at vejen igen stiger mod et hjørne. Sådan fortsætter det de næste 8 km. Stigningerne er ikke så slemme, men klokken er blevet over 15 og jeg rammer ned på kysten nordligere end sidst. Og er det modvind det sidste stykke?
Den gamle tiltalte mig med noget der lød som "Mojn"


Til sidst kommer en forrygende nedkørsel. Vejen går til Agüimes og Ingenio, men ifølge kortet kan jeg skyde genvej fra Agüimes til noget der hedder Cruce de Arinaga. Det gør jeg og klokken 16 er jeg i Vecindario, hvor vi sidst hørte om madrasser og uld. Det er gudskelov MEDVIND. Det burde også være den fremherskende vindretning her.

Hu hej, hvor det går, da jeg først er kommet igennem Vecindario. Fra El Doctoral kender jeg hovedvejen og i løbet af en time er jeg hjemme. 16.59 står jeg nede ved elevatoren. AM kommer nu ikke ned. Hun har været ude at gå og dukker derfor op fra den anden side. Benene har gjort det godt på det sidste stykke. Det er meget, at man kan være så smadret, som jeg var, og så alligevel igen finde kræfter frem. Jeg var godt nok også inde i et supermarked i Agüimes og købe en plade chokolade at køre hjem på. Først bagefter kom jeg i tanker om, at jeg skulle have haft købt en cola.

Da jeg senere har været ude og fået skyllet saltet af kroppen, går vi over og spiser pizza på The Green Onion. Vi er der længe nok til at musikken starter.

Nu er den over 22, og det er tid til at gå i seng. I morgen skal vi ud og køre i bil til Mandel Blomst Festivalen i Valsequillo m.m.

100 km (anslået ud fra km tal på kortet)

torsdag den 26. januar 2017

Dag_13


Torsdag 26.01.17

Man får hurtigt et indtryk af turistsammensætningen ved at lytte til sprogene omkring én. Men der er også andre guider til den viden. Spisekortene findes på adskillige sprog. Nu i går endte vi med at spise på den lokale, der også har et par borde nede ved pool’en. Sprogene var her: spansk, engelsk, tysk, svensk, norsk, dansk, hollandsk,  italiensk og – islandsk. Andre steder optræder fransk som et af hovedsprogene og i enkelte tilfælde russisk. I denne forbindelse er det interessant, at på de trekking-brochurer jeg fik i går, er de fire sprog: spansk, italiensk, engelsk og svensk. Er det dem, der er glade for at vandre? Eller er det hvad man kunne finde af oversættere i kommunen? Meget troligt.  I går blev vi straks spurgt, om vi var finner. Det siger noget om den lokale sammensætning.

Det er stort set skyfrit i dag, det må blive stranden, hvis det ikke blæser. Og så må jeg vist ud at cykle i morgen. Jeg bliver for fed af det her liv.

Jeg er nede på stranden for at se, hvor meget det blæser. En hel del, men ikke værre end sidste gang. Vi går der ned, men allerede da blæser det så meget, at der næsten ingen ligger langs bølgebryderen. Næsten alle ligger oppe ved vegetationen. Klokken er allerede næsten 12, så da vi lægger os begynder folk at forsvinde omkring os. Til gengæld kommer der løbende nye til. Vi er i vandet, der virker lidt koldere end sidst. Men sammenlignet med pool’en er det ikke koldt.

Senere går vi hjem til frokost og bagefter over på den anden side af hovedvejen til Lidl. Ikke nogen ophidsende tur, men vi får da i det store og hele købt det vi kom for. Det lykkes at finde nogle ”chuletas de ternera”, eller som de bliver kaldt ”lomos bajo de ternera”.  Noget i retning af ”ryg kant af kalv”. Først da vi er kommet hjem, og jeg skal til at stege dem, ser jeg, at de er fra Uruguay. Ikke at det gør noget for min skyld. Sådan nogle, der har rendt rundt på pampas’en, må da være gode?

Anne-Marie dvæler længe ved, hvor ringe maden er hernede. Altså ikke den vi selv laver – den er ligesom det, den er – men det man får ude. Ovre på The red Onion kan de lave pizza’er, men så er det også sagt, mener hun. Jeg giver hende langt hen ad vejen ret. Men det er jo også bare turistmad, kan man sige. Og kokkene skal åbenbart bare have en dagløn ud af det. Der er ikke megen faglig stolthed.

Undtagelserne har været de rynkede kartofler, fiskesuppen jeg fik oppe i Agaete og så pizza’erne på The red Onion. Jeg var nu også glad for den japanske menu, selv om AM IKKE er til Miso-suppe. Mig minder det i den grad om Japan, hvor de spiser det morgen, middag og aften.

Inden aftensmaden er jeg henne i postkassen ved Jumbo Shopping med postkort. Der er i hvert fald én postkasse nærmere, men jeg skal alligevel hen og leje cykel og det er i nabolaget. Heldigvis kan jeg få den samme som sidst. Ifølge kortet skal nemlig 5-7 km af den tur, jeg har tænkt mig, være grusvej, og der ved jeg nu, hvad det kan indebære. Så er det orange monster uovertruffen.
Et vældig massivt skylag trækker op hen under aften - men regn bliver det ikke

Dagens menu

Jeg synes pampas-kvæget smager godt. AM brokker sig igen over, hvor ringe hun synes maden er hernede. Men med en flaske Faustino V rosado går det. Og ”Run Miel” med en isterning bagefter.

Af uransagelige grunde fik jeg en sms fra 3: Velkommen hjem. Og så vil de lige fortælle mig, hvor meget jeg havde sparet ved at have 3LikeHome. Over 2.000 kr indtil nu. Men ellers ville vi jo heller ikke have brugt nettet hernede. De 8 GB jeg har i mit abonnement skulle være rigeligt til mig. Jeg havde 18 GB hos Oister, og det lykkedes mig vist kun én enkelt gang at komme over 10 GB. Anderledes når AM også bruger det. Det er alt hendes Facebook surfing. Ikke at det gør noget, men vi er allerede over 7 GB, så jeg har tilkøbt 10 GB. Det koster 130 kr. Men det må siges at være billigt for at kunne være på nettet, så meget man lyster hernede. 10 GB er dog også grænsen for, hvor megen ekstra data man kan tilkøbe i udlandet. Det svarer nok til 3000 kr ved alm. roaming.

9551 skridt (stranden er ikke med, da havde jeg ikke telefonen med)

onsdag den 25. januar 2017

Dag_12


Onsdag 25.01.17

Jeg vågner ved en lyd, jeg ikke har hørt før. Kan det være regn? Vi har altandøren stående lidt åben, men kan det lyde så højt herind? Jeg har været oppe og tisse ved 3-tiden, så jeg ved, det må være morgen eller tæt på. Jeg står op for at undersøge sagen. Det er bare køleskabet. Jeg skubber lidt til det, og det overgår til en mere almindelig brummen.  Det er en øl, der ligger ned i lågen, der kommer i svingninger og rasler frem og tilbage. Den bliver lagt ned, og jeg går ind igen. Klokken er 7. Det er ikke lyst endnu, men alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det er morgen ud fra de øvrige lyde. Der er en lind strøm af biler på hovedvejen, der hører ind gennem altandøren. Jeg ligger lidt og står så op. Det er mere overskyet end længe. Lidt efter skinner solen nu alligevel på blokken overfor.

Det er i dag, jeg skal sende mit fødselsdagskort til Sixten. Det er købt med frimærke og det hele. Skal bare skrives og postes, så håber jeg, det når det til den 30.

Jeg blev færdig med min bog. Den var fremragende langt hen ad vejen. Kunne han dog bare holde sig til plottet. Hvorfor skal der absolut opfindes en verdensomspændende nazistisk organisation? Tåbeligt. Selve historien med at ét mord begået af én, udløser et andet mord begået af en anden, var fin. Nu skal jeg til ”Fjenden i os selv”, der står på hylden.

AM sover længe. Da hun dukker op 9.45 er jeg klar til at gå på turistkontoret, for at få oplysninger om busplanerne og vandreture i bjergene. Jeg skal også have postet fødselsdagskortet. Der står en dame før mig og spørger om bus 18, den samme som jeg interesserer mig for. Det viser sig, at hun er dansk og også interesserer sig for at vandre i bjerge. Hun ved, at de har nogle rutebeskrivelser. Dem får jeg plus de ønskede oplysninger og bus 18 og 30. Og så er jeg lige ved at glemme Mandelblomst festivalen her i weekenden. Jeg når lige at få en brochure med.

I går sendte jeg en sms til Alberto. Om de ting, der mangler i følge listen. Jeg skulle få svar i dag, om hvornår han kommer. Da jeg kigger på telefonen igen omkring 12.30 har han svaret. Det bliver ejeren – hvis han da er det – Roberto, der kommer mellem 15.30 og 16.00. Så får vi travlt. Tænker vi vel lige kan nå en tur med bussen til den næste by efter Arguineguin, Puerto Rico. Hvor lang tid kan det vel tage at køre der til? En halv time? Så kan vi lige nå en kop kaffe og en kage, før vi kører tilbage.

Vi haster ned til en lille busstation i nærheden. Både 33 og 39 skulle køre der ud af. Busplanen kan man åbenbart alligevel ikke regne med selv om man tager den fra startstedet. Der kommer ingen 33 kl. 12:45. Men der kommer en 39 lidt efter som kommer af sted 12:55. Så tøffer den ellers gennem byen og samler op. Efter en halv time er vi nået til Faro de Maspalomas udkanten mod vest og så går det ellers nogenlunde frem af indtil vi nærmer os Arguineguin. Der er der kø. Vi er lige ved at stå af inden Puerto Rico, men vælger at blive. Efter over en times kørsel når vi frem. Kun for at gå over vejen og stille os ved stoppet til Maspalomas. Der er nu heller ikke rigtig nogen by. Bjergsiderne og toppene er spækket med lejlighedskomplekser og så er der en stor lystbådehavn. Det er her det regner allermindst på hele øen, så bjergsiderne på vej herud var næsten uden vegetation.
                    Puerto Rico                                          De gamle Canariske nummerplader (GC)

Udsigt fra busstationen i Puerto Rico
Turen hjem går nu hurtigere. Dels kører den unge chauffør som død og helvede, dels er det mest afsætning, da først vi var blevet opladet i Puerto Rico. Vi står af i Av. de Gran Canaria og går hen på Café de Paris og køber kager med hjem. I en fin æske. Vi når også at nyde dem før Roberto dukker op. Han har både en ny elkedel – han har købt til os, pointerer han – og et strygebræt og TO strygejern. Det ene hans eget. AM mener nu, det andet er godt nok. Jeg forklarer ham om loftviften, der står om på dansk, så må han jo gøre, hvad han vil med den oplysning. Da han er gået, indvier vi elkedelen med endnu en kop kaffe. Så er der lige tid til en times tid ved pool’en inden solen går væk.
Ser det lækkert ud - eller hvad.

På vejen hen til bussen lejede vi en bil lørdag, søndag og mandag. En lille Skoda. Meget ofte står der nogen og prøver at shanghai'e én til et eller andet. Som regel er det bare om at kigge væk, ryste på hovedet eller sige "næste gang" eller "i morgen". Men nogle gange er det noget, der kan bruges til noget. Som nu denne her biludlejer. Vi fik den for 60 € for 3 dage. Jeg mener, det er 6 under det billigste jeg ellers har set. Og IKKE en Fiat Panda.

10908 skridt

tirsdag den 24. januar 2017

Dag_11


Tirsdag 24.01.17

Vi kender allerede det hele. Præcis hvor vi skal stå. At der nok kommer en ”frontløber” og siger, at nu kommer bussen snart. Der er kun én ting, der undrer mig. De har to forskellige ture i dag. Og yderligere to forskellige opsamlingsruter. Der er med andre ord noget logistik, der skal tilpasses, specielt når de ikke på forhånd ved, hvem der vil på hvilke ture.

Bussen kommer og vi bliver spurgt, hvilken tur vi vil på, og det bliver noteret. Guiden er finsk, men taler nogenlunde svensk. Alle ”kunderne” synes at være finner. Vi samler op og ender ude ved fyrtårnet, hvor den anden bus også skal komme. Der bliver alle finnerne beordret over i en anden bus og vi benytter lejligheden til at kapre forsædet, der er blevet ledigt. Der er 4 busser i alt, men ikke lige store. Vores der befolkes af svenskere, nordmænd og danskere er stor og får en svensktalende guide, Sebastian. Så langt så godt.

Så kører vi til den obligatoriske salgsforestilling. Det viser sig at være i Vecindario ikke langt fra det andet foretagendes hovedsæde i Ingenio. Vi bliver fordelt i flere forevisningslokaler. Det er en norsk dame, der står for løjerne i vores. Det er fra ende til anden, det samme som sidst. Madrasser, topmadrasser, tæpper, sutsko, siddeunderlag, veste. Man kan undre sig over, at 3 foretagender laver nøjagtig det samme, men det skal vel bare ses fra et konkurrence-synspunkt. Først er der én, der får ideen. Så viser det sig, at markedet er stort nok til, at konkurrenter kan komme på banen. I dette tilfælde er der åbenbart med den nuværende mængde skandinaviske pensionister – for dem er det hovedsagelig for, de er begyndt at lide af alskens gebrækkeligheder og er derfor potentielle ofre for en god salgstale – plads til 3. Stiger antallet af pensionister, kommer de nok nye aktører på banen.

Damen er lige så irriterende som manden var sidst. Måltidet, der bare består af to indpakkede – med deres eget logo – sandwich'er, er bedre end sidst, og det samme gælder vinen. Om end den ikke er canarisk. Omsider triller vi ud på det, vi er kommet for. Ud for at se ”Fantastiske Gran Canaria”.  Der er lige et kaffe-stop først omkring Telde. Det skal man selv betale, hvis man vil have noget, men det vil vi godt. Så bliver bussen nødt til at køre en afkørsel tilbage, før vi kan komme i den rigtige retning: Mod Las Palmas. Vi drejer dog af før, for at køre ind mod midten af øen mod Santa Brigida. Det er faktisk mageløst, hvordan frodigheden tiltager, som vi kommer op ad. Såre simpelt: nordøst passaten blæser den fugtige luft op ad bjerget, hvor den så afgiver sin fugtighed. Inden den har nået toppen er det meste forsvundet, så til sidst bliver der igen mere goldt. På sydøen er der så tørt som bare f..
Et kig ud af ruden på vejen


Gran Canaria har stort set én top hvorfra dale og canyons skærer sig ned til alle sider. Der er et kort tissestop i Tejeda, som er en af de højest beliggende byer, og så kører vi ellers til Roque Nublo, der er en enligt stående klippe på toppen af et massiv på omkring 1800 m. Der udgår mange vandreruter fra parkeringspladsen, hvor vi holder, men det må blive, når vi selv lejer bil. Selve klippen ser vi kun på afstand. På den anden side af vejen har Manuel sin forretning, hvor man kan prøvesmage og købe forskelligt.
Manuel's hund havde åbenbart gjort sit

Et kig gennem forruden


Det er en fryd at se chaufføren tumle den store bus på de smalle bjergveje. I hårnålesvingene skal bussen bruge hele vejen for at komme rundt. Det er også tydeligt, at man generelt tager hensyn til hinanden her på disse veje. En enkelt gang må bussen dog stoppe og vente, mens en lille bil bakker og giver plads. I de overskuelige sving bruger han naturligvis hornet, men jeg tror aldrig, der er nogen, der trutter igen.
Roque Nublo i det fjerne


Vi kommer til der, hvor jeg drejede fra forleden, for at køre ud mod kysten, og følger derefter GC 60 hele vejen tilbage til Maspalomas. Så jeg får set det stykke, jeg ikke så forleden. Det er meget anderledes end ventet. I stedet for en rolig nedkørsel skal vi først HØJT op over en kam, før det endelig går stejlt ned til byen.

Før det har vi det sidste stop, hvor man kan bestille mad i forvejen. Det er en skuffelse. Nej, ikke bare det. Det er oprørende. En skål suppe – lokal grønsagssuppe ”potaje” – et glas juice og en – Lubomba tror jeg de kalder det, ikke Lumumba – cognac og varm kakaomælk. Der er et stykke yderst kedeligt brød til suppen. Og det har vi betalt 14 € for – HVER. Anne-Marie vender tilbage til det gang på gang i aftenens løb. Der er et lotteri til fordel for nogle børn, der har det svært, og vi køber et lod til 5 €. Som noget af det allersidste trækkes det. Jeg har tænkt, at der nok var held ved nummer 02855, som vi har. Det er jo starten på mit tlf.nr. Nummer 02856 vinder!!!

Vi er udmattede, da vi står af, selv om vi kun har siddet ned næsten hele dagen.

mandag den 23. januar 2017

Dag_10


Mandag 23.01.17

Klokken er halv ni. Der går en doven kat ved pool’en. Jeg var oppe at tisse kl. 5 og så lå jeg længe vågen bagefter. Ikke fordi der var noget der optog mine tanker specielt, men mere fordi jeg havde sovet 6 timer, hvad der sådan set er nok. Fyren på Flannagans Bar var stoppet for længst og der var ingen tyske eller finske damer til at holde mig vågen.

De er ved at rengøre pool’en. Bunden bliver åbenbart støvsuget. Hovedet sidder på en l-a-a-a-ng stang og først kunne jeg ikke se slangen, fordi den er blå ligesom bunden. I forhold til hvor mange der er i vandet er det et overvældende arbejde de udfører. Manden i den blå overall er nok varmemesteren. Han hilste pænt i elevatoren en dag og ser ud til mest at have det store overblik.

Vi besluttede at give stranden en ny chance i dag, hvis vejret er til det og det skal vist være tidligt, der er i hvert fald – bort set fra én lille vattot – skyfrit til den side, jeg kan se.

Så vi går til stranden. Der er vel ca. 500 m ned til strandpromenaden og så 100 m til venstre og ned ad en lang trappe, vel 20 m ned. Der er flere end forleden – var det i går? Det var det vist. Vi lægger os i noget der svarer til anden række fra vandet. Det blæser ind fra sydvest, så der er ingen ide i at lægge sig henne ved bølgebryderen. Det er fuldstændig som det kan være en sommerdag derhjemme. Ind i mellem lidt koldt, når solen går væk. Og koldt nok til at man ikke føler trang til at gå i vandet.

Jeg får læst en del i guide bogen, men det blæser yderligere op, så vi ender med at gå hjem efter 1½ tim. Det er også blevet frokost tid.
Vejen over til "den anden verden"


Bagefter skal AM vaske hår og det skal tørre, så jeg går ud for at undersøge området nord for motorvejen yderligere. Området hedder San Fernando og det er her de ”rigtige” mennesker bor. Der er en fin hovedgade og to store supermarkeder foruden Lidl. Længere oppe ligger boligkvartererne. Det er her vi skal over for at købe ind. Jeg synes også det ser ud til at priserne i restauranterne er lidt lavere. Under alle omstændigheder er det hovedsagelig spansk, der bliver talt her.
Her bor de lokale
Og her (begge taget direkte som panorama med min nye telefon)

Jeg er kun væk en god time, så går vi på indkøb. Vi vælger supermarkedet længst væk. Det er kæmpestort som dem vi kender fra Frankrig. Der er frisk fisk og slagter. Priserne er lavere, fx koster Faustino V rosado 4.33 mod 5.40 i det lokale. Vi køber både vin, kød, snacks, yogurt, chokolade, kaffe, te og cappucino-pulver.


Klokken er blevet 17.30 inden vi er hjemme. Det er snart tid til drinks og snacks.  Så nyder vi en simpel middag af pasta, salat, humus og noget, der vist egentlig er wienersnitzler. Ledsaget af Faustino’en. Desserten til te’en er desværre en skuffelse. Noget der uden på ligner chokoladekage, men inden i har nogle lag, der ikke kan gennembrydes af en teske. Nå, ned kommer det.

Skål i Faustino V

Vi har fået mod på en af turene igen. Nu hvor vi ved, at man skal regne med 2 timer til en lang salgstale for et eller andet uldprodukt. Om det er madrasser i samarbejde med et tysk firma som sidst, vides ikke. Men der findes mindst 3 konkurrerende firmaer, der alle laver ture til 10€ pr. næse. Ét af dem faktisk til 8 €, men det er ikke det vi skal med. Denne gang hedder det ”Skandinaviska”.


Så vækkeuret står til 6.50.

13466 skridt

søndag den 22. januar 2017

Dag9


Søndag 22.01.17

Klokken er 9 før jeg står op. Det er svært at vurdere tiden ud fra lyset eftersom vi har gardinerne trukket for både i soveværelset og stuen. Der er marked i Las Palmas i dag, men det er svært at gennemskue busplanerne. Vi satser på stranden i dag. Tager en langsom start. Når at spise lidt igen, før vi begiver os til strandpromenaden og hen til venstre, hvor der er en trappe ned til stranden. Den ligger vel 20 m lavere. Vi lægger os bag bølgebryderen som alle de andre. Der er nok bedre læ dér. Det blæser nu ikke meget.

Så går vi hen for at prøve vandet. Det er ikke koldt – hvis man spørger mig. Og inden længe SVØMMER JEG I ATLANTERHAVET - for første gang. Man smager straks saltet på læberne. Det går lidt trægt med AM. Hun mener, det er koldt. Da jeg er på vej ind, kommer hun nu under. Desværre er solen ikke helt stabil i dag. Og det er som om skyerne bevæger sig langsommere, end vi er vant til hjemme.

Men inden så længe begynder det at blæse op. Ud over det alm. Sand, er der noget meget fint sand eller støv, der lægger sig. Man kan mærke det på bogen, når man kommer tilbage fra vandet. Der er i øvrigt flere farver sand: det mørke og det lyse. Jeg tror det lyse er det tungeste. Når en bølge skyller ind bliver det lyse liggende, mens det meste af det mørke skylles med tilbage. På den måde kommer der lyse striber i sandet.

Der er noget læ bag bølgebryderen, men længere inde kan man se, hvordan det begynder at fyge. Vi beslutter at gå op igen. Så går vi hen på Café de Paris for at prøve deres kaffe. De har en svensk specialitet i dag. Det opdager vi nu først bagefter. ”Semlor”. Jeg har aldrig hørt om dem. Men vi valgte dem, fordi de lignede fastelavnsboller.


"Semlor" på Café de Paris


Bagefter går vi ud for at lede efter et større supermarked. Vi finder det ikke, men i Kasbah indkøbscenteret er der nogle små kufferter AM vil have mig til at se på. Jeg har ikke fået nogen julegave og ønsker mig en meget lille kuffert med hjul, jeg kan bruge i stedet for rygsækken, nu jeg har problemer med skulderen og armen.  Den jeg synes om, er af meget bedre kvalitet end de andre. Koster 66 € ifølge prisskiltet. Men det er en meget sløv søndag set fra indehaverens synspunkt. Så han giver ikke op. Men rent faktisk har jeg ikke ret mange kontanter. Jeg får en bedre og bedre pris. Da han viser mig lommeregneren og jeg læser 30, spørger jeg AM, om hun har nogle. Hun har 20 og jeg har 10 + div mønter. Så slår jeg til. Desværre læste jeg forkert, det var 38, der var det sidste bud. Nå skidt, det skal ikke komme an på det, vi fisker de sidste 8 € frem og jeg har nu en lille kabinekuffert med 4 hjul. Med lynlås, så den kan ”vokse” lidt. Lige sådan en jeg ønskede mig. Den går vi hjem med.

Heller ikke i Jumbo Shopping Center finder vi noget stort supermarked, men i et Spar af sædvanlig størrelse, får vi købt det fornødne til et aftensmåltid.

Bedst som vi skal til at spise – efter en behørig drink – går en alarm i gang et sted uden for. Det medfører lidt sammenstimlen på svalegangen. Alle skal lige sikre sig, at det ikke er brandalarmen. Det er vist bare en bil, men den bliver ved længe. Til måltidet er slut.


Frikadellen, salat, humus og brød - og så Faustino V ikke at forglemme


10.000 skridt (vil jeg tro – tælleren var ikke i gang)

Dag8


Lørdag 21.01.17

I nattens løb vågner jeg ved lyden af en tysk dame. Jeg ved godt, at det ikke er mig hun taler til, men det er højt nok til, at det ligeså godt kunnet have været det. Nu har alle lejlighederne indgang fra en lang svalegang, der løber mellem de 3 elevatortårne, så nogle af os, har desværre soveværelse ud mod denne gang – og vi bor tæt på elevatoren, hvor folk jo tit står og venter.

Hvor hun står, ved jeg ikke, men det er foruroligende nær mit øre, og jeg bliver vågen nok til at få en trang til at springe ud af sengen, flå døren op og råbe: ”Hold kæææft!”. Jeg modstår trangen, men bliver alt for vågen. Gad vide om det er én af vores naboer, for jeg synes, jeg bliver ved med at høre hende længe efter, at hun er forsvundet fra gangen. Hendes ledsager – for en sådan var der vel – hører man ikke, Kun denne ene skræppende papegøje.

Klokken 7 vækker mit ur, jeg er selvfølgelig vågnet ti minutter i, det gør jeg næsten altid. Egentlig behøver jeg ikke noget ur, men det er bedst at være på den sikre side. Jeg kommer af sted til planlagt tid, men jeg har glemt én ting: kontrakten. Den må jeg have med for en ordens skyld og papiret jeg skal vise for at få cyklen kan ikke undværes. Altså må jeg sende en sms til AM, om at hun må komme ned og hente mig. Der er ikke megen aktivitet i blokken så tidligt, så jeg gider ikke stå og vente ved elevatoren.

I anden omgang kommer jeg af sted. Cyklen er et orange monster. Med det mener jeg, at den har oversize hjul, 29 ’’. Hjælmen ligner en fra en byggeplads, men den skal nok beskytte mit hoved. Jeg peger straks på en diminutiv saddeltaske og spørger, hvad det er. ”A spare inner tube in case of a flat”. Det kan jeg godt lide. Der sidder også en lille pumpe på skrårøret. Det er prof. Cyklen er nærmest ny med skivebremser, det har jeg ikke prøvet før. Ingen skærme, men det bliver forhåbentlig heller ikke regn? Jeg har min rygsæk med til cykeljakke, vand, kort og låsen, som jeg får med. Jeg har også solcreme med. Den lille vandflaske passer ikke i flaskeholderen, men pyt, jeg skal vel også stoppe en gang i mellem? Jeg tager bestik af sadlen. Den er for høj. Så sætter jeg den et stykke ned og prøver. Perfekt. Enten har jeg efterhånden sans for det - eller også er jeg ikke så sart.
På vej op gennem dalen - den blå mand er kontormanden


Så kører jeg ellers ud i byen efter en rute der er tegnet ind på et kort jeg fik med. Jeg har tænkt mig at følge den til vendepunktet og så tage en anden vej over til hovedvejen GC 60, der fører op over øen. På vejen passerer jeg flere gange en mand helt i blåt, han kører lidt langsommere end jeg, men jeg stopper med mellemrum og tager billeder, og så kommer han foran igen. Oppe ved Ayagaures hvor jeg lige stopper lidt sammen med en del andre cyklister, når han frem og vi kommer til at snakke sammen. Han bor i Maspalomas og arbejder til daglig på et kontor. Det er kun i weekenderne han er ude at motionere.
Udsigten tilbage fra Ayagaures

Fortæller om de forskellige muligheder fra der hvor vi er nu. Den vej jeg havde tænkt mig at tage, viser sig at være en grusvej/klippesti. Det var sandelig godt de ikke havde flere city-bikes. Nu kommer monsteret til sin ret. Jeg følges med ham op ad skærverne. Han skal kun op til toppen, men jeg kan bare fortsætte, så kommer jeg til hovedvejen. På det hårdeste stykke mener han, vi hellere må køre hver vores tempo, men da jeg når toppen og tager et par billeder, når han også frem og vi tager behørigt afsked.
Udsigten fra toppen


Cyklen har kun 2 klinger og 10 kranse, men det største bagpå er 32 eller 34 og det mindste foran det mindste jeg nogensinde har set. 24 vil jeg tro. Så der er ingen problemer bortset at man skal passe på den ikke stejler i de mindste gear.
Der var kun klipper og grus - i forskelligt blandingsforhold


Det sker at en 4WD kører på vejen, men jeg skal ikke regne med at møde nogen, siger han. Det gør jeg heller ikke. I første omgang er det kun en cyklist der kommer imod, senere nogle vandrere, der kommer dryssende lidt efter lidt, men så – en bil – og uden 4WD. En helt almindelig lille personbil. Jeg møder den efter at jeg netop har overstået det absolut vanskeligste stykke, og jeg føler mig ikke sikker på at bilen klarer det stykke uden at få smadret et eller andet i undervognen. Nå, ham om det.
Et længe ventet syn

Jeg tror jeg kører på grusstykket 1½ time, den er i hvert fald omkring 12, da jeg – ENDELIG – når frem til hovedvejen. Da har jeg spist min medbragte sandwich. Ikke længe efter når jeg frem til Fataga, en meget charmerende men også temmelig turistet by, hvor alle cyklisterne sidder. Jeg skal videre. Det viser sig, at vejen nu først for alvor begynder at stige. Heldigvis er det også blevet koldere og solen skinner ikke uafbrudt. Omsider når jeg skillevejen, hvor jeg har besluttet at ”stige af” og tage vejen mod østkysten i stedet for at fortsætte videre opad mod Pico de Nieves og Roque Nublo. Det bliver vist for meget i dag.


Da jeg kommer til den første by, Rosita, er der et meget spartansk sted, hvor der står Bar og Cafeteria. Jeg kører først forbi for at se, om der ikke skulle være mere, men det ser det ikke ud til. Det var vist byens centrum, jeg passerede. Så jeg kører tilbage. Engelsk er tilsyneladende et meget fremmed sprog, men han har da et kort, hvor jeg hurtigt finder en passende sandwich og bestille en ”agua con gaz”. De taler tydeligt dialekt. Anderledes end nede i Maspalomas, hvor sproget også er lidt anderledes end på hovedlandet, ifølge min kontormand. Sandwich’en er udmærket og da jeg går ind for at betale, er kokken i stand til at sige ”four fifty” efter at have talt sammen på maskinen.
Det orange monster

Oppe på plateau'et


Jeg havde troet, at jeg skulle have fulgt et flodleje stille og roligt ned til kysten, men sådan er det vist sjældent på Gran Canaria. I stedet bliver vejen højt oppe på bjerget og jeg kan se huse ligge der dybt, dybt nede i canyon’en. Op og ned går det, men mest ned. Det er den næste by man gør holdt i, når man er cyklist. Den er større og har restauranter m.m. men hvor skulle jeg vide det fra?

Efter at vejen er drejet om på den anden side af bjerget, går det for alvor ned ad. Så længe vejen svinger meget kan jeg godt følge med bilerne. Jeg kører først mod Vecindario, men drejer fra til højre for ikke at komme for meget mod Las Palmas. El Doctoral hedder byen. Den er grim. Virker fattig og forsømt. Da jeg til sidst kommer ned til hovedvejen langs kysten er det MODVIND. I dagens anledning har det besluttet sig for at blæse fra sydvest. Jeg troede eller nordøst var den fremherskende vindretning?

Bortset fra at jeg på et tidspunkt er på vej ind på motorvejen, er der ikke meget at sige om denne del af turen. Den skal bare overstås. I min sidste sms skrev jeg, at jeg regnede med at være hjemme om 2 timer, det ender med kun at være én. I San Agustin skriver jeg, at den bliver 16.20. Jeg bliver på hovedvejen og tager fodgængerbroen over lige ved vores blok.

Præcis 16.15 ruller jeg ind og samtidig kommer AM ned. Timing.

Jeg tager cyklen med op i elevatoren. På højkant kan den lige akkurat være der sammen med mig.

Efter at have hvilet lidt og taget et bad, går jeg hen med den. Bortset fra, at de ikke kan finde deres egen genpart af kontrakten, fungerer det fint. Absolut et anbefalelsesværdigt sted.

Senere går vi ud for at spise kinesisk. Da vi sad helt alene på den japanske forleden, var der proppende fuldt på den kinesiske lige ved siden af. Det er der igen, men vi får et bord efter først at være sat ned ved et stort rundt med et menukort. Der er buffet til 7 €. Aha, det er forklaringen. Det står der ikke noget om på kortet, men måske udenfor uden at vi så det? Eller også er det bare noget man ved.

For mig har det været en lang dag. Jeg ved ikke hvor langt jeg har kørt. Endomondo stod af oppe på klippevejen efter 18 km. Jeg gætter på 90-100 km. Det højeste punkt var 930 m. Min egen højdemåler sagde 860 og jeg kunne ikke få den justeret ude i solen. Men efter jeg er kommet hjem og den viste -40 m har jeg fået den op på +40. Lufttrykket her er nok ret konstant.
90 km og ca. 3.000 skridt

fredag den 20. januar 2017

Dag7


Fredag 20.01.17

Jeg er allerede halvvejs i min bog. Der står dog heldigvis nogle i lejligheden, hvis man kommer i nød. De 3 er dog på finsk! Men én på engelsk, som jeg ikke kunne drømme om at læse, og så én af Jan Guillou: ”Fjenden i os selv”. Den vil jeg glæde mig til.
Pæne planter langs promenaden


Vi tager en langsom start. Venter med at gå til vi har spist en mad ved 11-tiden. Så er det ellers ud af strandpromenaden til venstre mod St. Augustin. Jo længere vi kommer, jo færre mennesker er der. Helt ud til hvor promenaden ender ved den lodrette klippe. Så går vi tilbage delvis ad en cykelsti langs hovedvejen. Der kører nu ingen cyklister på den.
Tilbageblik mod Maspalomas (panorama med min nye telefon)


Vi ender henne på Café de Paris med en is dessert, der hedder Brazil. Den er sørme god – og stor. Så selv jeg må indrømme, at den godt kunne have været mindre. På udturen er det varmt, 26-28 gr. og skyfrit. Senere bliver det meget passende overskyet. Efter 15219 skridt er vi udmattede hjemme igen.
Is-dessert på Café de Paris


Senere går jeg hen for at leje en cykel. Planen er, at det bare skal være for en enkelt dag i første omgang. Dagen slutter når de lukker kl. 19, så jeg lejer én fra i morgen kl. 8.30. Så skal jeg bare hente den. Jeg lejer også hjælm. Jeg kan ikke få den cykel jeg vil, så jeg må opgradere til en ”hard tail” MTB til 20 €.

Da jeg kommer tilbage og vil gå det første stykke op ad trappen og tage elevatoren fra 1. sal, går trappen ikke helt ned – eller døren er i hvert fald låst. Så jeg må vente på, at der kommer en ned med elevatoren.

Vi spiser hjemme. Det er lidt køligt på altanen, så vi tager bordet ind. Plastikstolene er faktisk også dem, det er bedst at sidde i. Der er et fladskærms-TV. Det kalder de det. Det er mindre end en standard computerskærm. Men det kan vise mange kanaler. Jeg har fundet én, der hedder EuroNews, hvor speak’en er på tysk og teksterne nedenunder på engelsk. På det ser vi Obama sige farvel. Der er ikke meget om Trumf. Mest om demonstrationer mod ham.

Danmark gør rent bord i deres gruppe, ser jeg på nettet. Selv om det holder hårdt, vinder de til slut over Qatar. Kirkeløkke bliver ”Man of the Match”. Har aldrig hørt om ham før.

Nu er det vist snart sengetid.
18590 skridt


torsdag den 19. januar 2017

Dag6


Torsdag 19.01.17

Jeg er vågen igen og skal tisse. Klokken viser sig at være 6. Det er mørkt endnu. Jeg går ind igen, men ligesom når jeg er på mine cykelture begynder gårsdagens hændelser og planer for de kommende dage at myldre frem i hovedet på mig, så jeg ligger kun og halvslumrer en rum tid. Så står jeg op. Klokken er blevet hen mod 8. Det ser ud til at blive en fin dag. Næsten ingen skyer og – frem for alt – ingen vind. Det må være i dag, vi skal ud i ørkenen. Må hellere lade batteriet op i det store kamera.

Jeg sidder et øjeblik på altanen med min ostemad og te, men det er lige køligt nok blot i en t-shirt. Halv 9 dukker AM op.

Inden så længe begiver vi os af sted. Ned til strandpromenaden og langs den. Til sidst når vi den yderste ende, hvor sandet for alvor tager over.
Tilbageblik fra hvor vi er kommet til


Det bliver hurtigt anstrengende at gå. Sandet er ret fint, så når man skal over klitterne, skrider man. Vi strider os langsomt gennem ørkensandet. Det er ufatteligt så få levende væsner man ser – bortset fra pensionister. Det gælder overalt også hjemme på altanen. Her i sandet, ser man spor efter nogle små dyr, firben eller lignende. De bevæger sig nok rundt om natten og tidligt om morgenen. Meget mere end 1 km bliver det vist ikke til, så lykkes det os at ramme en trappe op til promenaden.
Orker jeg snart mere?

Små mennesker i den STORE verden


Jeg kunne trave rundt her en halv dag, men det er ikke rigtig terræn for AM. Så vi traver den lange tur tilbage gennem byen. Jeg synes allerede, jeg er ved at kende den. Fra Jumbo Shopping er det ikke nødvendigt med den lille hjælper. Spiser Pizza på ”the Green Onion” som vi spiste på den allerførste dag. Der har de Pizza Napoletana – den med ansjoser og oliven.

En del af eftermiddagen bliver tilbragt ved pool’en. Jeg er i vandet – som den eneste af de tilstedeværende. Det er lige så koldt som sidst, men det skal bare overstås, så er det herligt.

Læser en bog jeg købte i lufthavnen: ”Danselærerens genkomst”. Jeg tror det er den eneste bog af Henning Mankell, jeg endnu ikke har læst. Den er udmærket.

Ved 4-tiden går solen væk, men der er allerede gået en sky for lidt inden. Så går vi op. Inden længe er det tid til en drink. Jeg tror, jeg skal i gang med et seriøst træningsprogram, når jeg en gang kommer hjem. Må snart se at få lejet en cykel.
Ca. 10.000 skridt

onsdag den 18. januar 2017

Dag5


Onsdag 18.01.17

Jeg er vågen igen. Denne gang føles det mere som morgen. Jeg prøver at tyde urets visere. Efter nogen tid kan jeg identificere sekundviseren. Jeg synes den ser ud til at være lidt over 8, det er på tide at stå op.

Da jeg står på badeværelset, ser jeg at det kun er 7, den er lidt over, men skidt, nu er jeg oppe. Det er ganske vist ikke lyst endnu, men en kop te og lidt morgenmad, kan man vel altid starte med. Jeg får ført bloggen a jour før AM viser sit ansigt. Da er den kvart over 8.

Der er ikke voldsomme planer for i dag. Turist kontoret er én af dem. Kvart over 10 er vi på vej mod Jumbo Shopping Center. Det var vist dér, vi så kontoret.

Det viser sig at holde stik. Vi får et kort over Maspalomas og resten af øen, og får opklaret, at der ikke mere er noget der hedder "Tarjeta Insular". Der er heller ikke mere noget, der hedder retur billetter. Tjaa.. en guide bog bliver hurtigt forældet. Men så meget enklere…

Jumbo Shopping Centeret er stort. Vi driver lidt rundt og kigger. Jeg har ikke tænkt mig, at jeg skal købe noget hernede, men man kan da altid kigge og spørge. Vi kommer forbi en fotoforretning. Planen er, at købe en linse mere til mit nye spejlrefleks kamera, når jeg kommer hjem. Jeg kigger på nogle, men da jeg ikke har kameraet med, er fyren ikke SÅ ivrig. Han ville ellers gerne have demonstreret en hel masse. Er jeg sikker på. Han er inder. Det lader til at være indere, der har forretningerne her omkring for næste sted, hvor jeg får trang til at spørge efter noget, er de også indere.

Det er en afløser til mit Casio ur fra 2001, jeg er ude efter. Det der har fulgt mig så trofast på alle mine rejser og pligtskyldigt fortalt højden, når jeg ønskede det. Jeg ved ikke helt sikkert, OM jeg skal have et andet. Kontakterne er så irrede, at det er næsten umuligt at skifte mode, men det kan ikke meget min nye telefon ikke kan. Ud over at være uafhængig af GPS-signal og mobilmaster. Og det er heller ikke så ringe endda.

Et moderne Casio med næsten de samme funktioner, kan jeg få for 99 €. Det er 750 kr. Mit kostede over 1000 kr. i 2001. Men så er der ikke analog del på det nye. Men ud over det vil de tage mit gamle i bytte for et nedslag på 30. Så er vi nede på 69 € = 525 kr. Men hvordan ser jeg, om det er fake? Allerhelst fik jeg skiftet kontakterne i det gamle. Hvis det kan gøres for 500 kr, betaler jeg gerne det. Men det kan det nok ikke. Foreløbig har to urmagere sagt, at det ikke kan betale sig.

Jeg spiser ikke min sædvanlige morgenmad her. Sådan en lille yogurt og lidt brød med ost, er der ikke meget mad i. Jeg føler mig helt svag i knæene og må have noget indenbords. Vi sætter os ind på Café de Paris (som der er noget Barbie-agtigt over nok mest pga. farverne). Vi får kaffe og en bolle med ost og deler et stykke Sacher Torte. Så begiver vi os videre ned til stranden og går den vej hjem. Uforvarende havner vi helt nede ved sandet og går ned og mærker på vandet. Det er k-o-l-d-t. En grad koldere end pool’en vil jeg tro. Altså omkring 17 gr. Der er ikke mange i vandet, omkring 4-5 stykker.
Striber af hvidt sand i det mørke


Hjemme igen har vi allerede nået de første 9000 skridt, så vi deler en Carlsberg.
SÅ glade er vi


Senere går vi ud for at lede efter Lidl. Eller rettere vi leder efter der, hvor de lokale bor, for det er i hvert fald ikke i selve Playa del Ingles. Efter at have rekognosceret i Google Maps, finder vi en fodgængerbro, der fører over hovedvejen, der faktisk løber lige bag ved vores blok. På den anden side af hovedvejen er prisen for en lejlighed pludselig nede i 30.000 € for over 50 m2 . I Arguineguin kostede 36 m2 over 1 mill. d.kr. Omgivelserne ser også ud derefter. Ikke nogle fine fortove. Ikke alle parkeringspladser er asfalterede. Det er her kanarierne bor. Og her ligger naturligvis Lidl, som de handler i. Vi går tilbage til hovedvejen og følger den tilbage til en anden fodgængerbro, som vi har kunnet se fra vores svalegang, og kommer således frelst tilbage fra udflugten til det fremmede.
Vores egen blok "Agaete Parque" set fra fodgængerbroen


På det sidste stykke ad vores egen vej, går vi forsøgsvis ind i et lille uanseeligt supermarked for at se efter Campari. Og hvilket held. Det er ikke meget de har – udover drikkevarer. Og det inkl. Campari.

Så går vi hjem og får en drink, før vi går ud igen for at spise. På en japansk restaurant. Bestiller 2 menu’er. Det var ikke meget, jeg spiste på restaurant i Japan, så der er jeg ikke meget bevendt som guide. Miso suppe først. Så små forårsruller. Så en salat af agurk og tang. Anne-Marie synes ikke det smager af noget. Jeg vil snarere sige, at det ikke er så fremtrædende smage, så man bliver nødt til at hæfte sig ved de finere detaljer. Så kommer sushi’en med ingefær og wasabi og endelig nogle spid med and i en sødlig sauce. Noget lig den man får til Peking And. Og til slut kaffe. Menu’en inkluderede også øl, vand eller vin efter eget valg. Jeg synes det var virkelig godt.

På vejen hjem går vi lige ned til strandpromenaden og den vej hjem. Det er blevet til nogle skridt i dagens løb. Men sandelig også nogle kalorier.

I går var det skyfrit næsten hele dagen. I dag har det været overskyet det meste af dagen. Der var lige lidt sol, da vi sad på altanen i eftermiddags. Men ud over at tage en bluse på, hvis det blæser, behøver man ikke at klæde sig på.

17741 skridt