Dag1

Lørdag 14.01.17

Vi var oppe 3.45 for at kunne være i lufthavnen kl. 6.00. Flyet skulle først afgå 8.30, men jeg kan godt lide at have en time ekstra at løbe på. Siden den gang i Chengdu, hvor taxaen var blevet bestilt til 7.00 P.M. og ikke 7.00 A.M.

Vi endte med at være i ualmindelig god tid, men det var godt nok. Turen gik uden problemer, 5.000 km sydvest på, hvor de er en time senere end her. Ikke nogen stor lufthavn, vi steg direkte ned på jorden og ind i nogle busser, der var kommet til lejligheden. Så ind og vente på bagagen. Vores kom ret hurtigt og så ud for at finde en bus. Det skulle ifølge guidebogen være linje 30. Det var ikke helt lige til. Fik endelig spurgt nogle unge mennesker. Det var oven på og så over på den anden side. Heller ikke det var helt nemt, men til sidst fandt vi et busstop. Lufthavnen ligger ca. midtvejs på østkysten, så der er næsten lige langt til hovedbyen Las Palmas mod nord og den næststørste Maspalomas mod syd, hvor vi skulle bo.

Bussen kom næsten med det samme. Det var nu ikke 30’eren men 90’eren, men den kørte også til Maspalomas. Lige kommet ud af flyet var jeg lidt betænkelig, da min telefon ikke havde fundet noget net, men allerede inden vi havde fået bagagen var jeg ”på”. Advaret af guidebogen overraskede det ikke, at det ikke var 4G – ej heller 3G, men kun H+. Når jeg bare kritikløst havde roaming slået til, er det fordi jeg er gået fra Oister til 3, og har fået det de kalder 3LikeHome, hvilket betyder, at man betaler samme pris i hele Europa inkl. Spanien.

Så kørte vi eller sydpå på denne brune ø, der umiddelbart virker noget gold. Store delle af den stenede jord ser kultiveret ud, men der var i hvert fald ingen afgrøder i øjeblikket, undtagen dem under store grå net. Jeg vidste, hvad gaden skulle hedde i Maspalomas og nogenlunde, hvor den lå, men hvordan ved man lige, hvornår man er der? Her må jeg sige, at jeg er ret begejstret for min nye telefon, en Huawei P9. Ikke nok med, at den har et af de bedste kameraer med Leica optik  (det var derfor jeg købte den), den fortæller mig også alt muligt. Også noget, jeg aldrig har bedt den om. Fx er der en App der hver dag tæller skridt. Ikke livsnødvendigt, men meget interessant. I dette tilfælde gik jeg bare ind på Google Maps og – vupti kunne jeg på kortet følge bussens færd. På vejen passerede vi Den Svenska Skolan og Den Svenska Kyrkan, det er ikke kun danskere, der tager her til. Da vi nærmede os Maspalomas kunne jeg finde Avenida de Tenerife og dermed finde ud af, hvornår vi skulle af. Smart må jeg sige. Chaufføren kunne ikke sige, om den næste gade var førnævnte, men det kunne telefonen. Ikke underligt, at han ikke vidste det, der stod ikke noget gadenavn, og så er det jo godt at have sin lille hjælper ved hånden.

Således  nåede vi frem til Av. Tenerife 8 og kiggede efter kontoret og navnet: Apartemento Roby. Man kunne tjekke ind fra kl. 15, men nu havde jeg jo sagt, at vi først var der kl. 17, men vi kunne da altid bruge tiden på at finde ud af, hvor det var. Det var ikke til at se husnumrene, den slags gør man ikke meget i her nede. Efter at jeg havde været videre fremme ved hjørnet, opdagede jeg på tilbagevejen at restauranten, jeg havde passeret, faktisk havde nr. 8, altså gik jeg håbefuldt der ind. Han havde aldrig hørt navnet….  Så var jeg inde i boligblokken ved siden af. Det var det finske kvarter, vi var havnet i og i en lille bar der, fandt jeg nogle at spørge til råds. Alle pegede på en dame, der formodentlig boede der, som den, der måtte vide det. Heller ikke hun havde NOGEN SINDE hørt om Apartemento Roby. Det var noget bekymrende. Vi begyndte at føle os overbevist om, at vi var blevet fuppet. At der ikke eksisterede nogen lejlighed, men at jeg heldigvis ikke havde betalt noget. Vi besluttede, at se at få noget at spise, mens vi overvejede, hvad der skulle gøres. Jeg fandt et bord længst inde i skyggen, hvor jeg kunne se noget på computeren. Jeg undrede mig lidt over, at de alle sammen sad og stirrede på os, før det gik op for mig, at jeg havde fået sat mig foran fjernsynsskærmen, hvor Barca spille mod et hold, der var benævnt LPA. Måske Las Palmas? Messi scorede flere gange, mens vi sad der.

Først ringede jeg til udlejeren eller kontorets nummer. Der var ingen der svarede. Bekymrende. Så prøvede jeg at finde booking.com’s kontor i DK, som jeg jo havde ringet til en gang for længe siden. Da jeg ikke lige kunne finde det igen, valgte jeg hovedkontoret i Amsterdam. Der var ventetid, da jeg endelig kom så langt. Til sidst opgave jeg at vente, og vi spiste vores mad. Inden vi var færdige ringede min telefon. Nu havde jeg lige skrevet numrene ind, jeg havde ringet til, så jeg så straks, at det var ”kontoret” – ”Manuel” der ringede.

Jeg havde ringet til ham? Vi skulle møde ham i Av. De Tenerife overfor minigolfbanen kl. 18. Helt fuppet var vi altså ikke blevet – endnu. Jeg havde godt tænkt tanken, at det ikke var noget bureau, men en enkelt privat udlejer, der var tale om. Men alle de uregelmæssigheder der var forekommet, virkede det stadig ikke spor betryggende – tværtimod. Vi overvejede, hvad vi skulle gøre. Chancen for at vi betalte alle pengene og at der dukkede nogle nye lejere op om en uge eller to syntes at være til stede. Altså tænkte vi, at vi kunne foreslå kun at betale for en uge af gangen.

Vi fik lov at lade kufferterne stå i restauranten en halv times tid, mens vi gik ud for at orientere os lidt. Kl. 18.00 stod vi foran boligblokken og Alberto og hans kone dukkede op. Han viste sig kun at være vicevært og opkræver. Lejligheden så ganske ud som på billedet, så det var godt nok, men betalingen kunne vi ikke blive enige om. Han fortalte om deres problemer med lejere, der ikke mødte op og de penge de mistede osv. Og jeg fortalte om vores betænkeligheder. Jeg spurgte efter ejeren, kunne han findes? Og en lejekontrakt?

Efter en telefonsamtale og 5 min dukkede ejeren op. En lille langhåret italiener, der så meget mindre tillidsvækkende ud end Alberto, der helt sikkert kun var bange for at få ballade i den anden ende. Vi startede forfra med vores betænkeligheder. Roberto som ejeren hed endte med at blande Gud ind i billedet, og vi endte med at betale samtlige 1500 € mod at få en kvittering, hvor adresse, datoer og lejlighedsnummer fremgik.

Omsider kunne vi trække os tilbage til vores nye domicil og gå i seng før 21. Sengebundene føltes gode. En lur ville gøre godt…..