Dag_16

Søndag 29.01.17

Vi skal til marked i Las Palmas og har kun en noget ubestemmelig ring som manden i autoudlejningen satte, efter at han havde nægtet, at der var marked i Las Palmas på søndage. I nærheden af havnen ser det ud til. At finde til Las Palmas ad motorvejen er intet problem – men så…. Det bliver lidt på lykke og fromme, men da vi kører langs havnen, er der pludselig et glimt af nogle boder inde til venstre. Første problem er at finde et sted, hvor man kan komme tilbage, hvor vi kom fra. Det lykkes, men det er ikke den samme gade, så det næste er, at vide, hvornår vi er tilbage på samme niveau.

Et nyt glimt, igen til venstre. Vi får drejet ved en kirke – en rød kirke – og AM får øje på et P-skilt. Det er ind i et parkeringshus. Jeg når at opfatte to baner og tænker at det er den højre – men nej. Så jeg kommer for langt. Heldigvis er det en venlig bilist bag ved, som bakker så vi også kan bakke og komme ind. Selvfølgelig skal jeg to gange trykke på en trykknap, før det går op for mig, at det er skærmen man skal trykke på. Så kommer billetten, og vi kan drøne rundt i en sneglegang et par etager op. Jeg spørger med det samme en mand, hvordan man betaler, når man skal ud. Han peger hen på en automat – aha. Det er et stormagasin, vi kommer ind i. I herreafdelingen. To etager ned og ud i den anden ende. Det er gaden ved den røde kirke, det må være til at finde igen. Og faktisk holder vi ganske tæt på. Nogle hundrede meter ned mod havnen og hundrede meter til venstre. Perfekt.

Markedet er ikke noget særligt. Der hvor der er mest gang i den, er ved boderne med brugt tøj. Vi traver det igennem systematisk. Der er også nogle, der sælger kaffe, men det er bare pulverkaffe, som vi kan lave den derhjemme, så vi forlader markedet uden at have købt så meget som en kop, og kører tilbage, hvor vi kom fra. Nu gælder det, den botaniske have. AM’s evner og lyst som navigatør er noget begrænsede. Jeg skal helst køre og kigge på kort og læse i bogen samtidigt. Det kan jeg ikke. Der er ikke steder at holde på motorvejen, så jeg drejer fra, når jeg mener det må være. Endelig kan vi holde. Heroppe i denne ende af øen, er der meget bebygget og en væld af større og mindre veje. Flere end kortet kan klare. Nede sydpå er det glimrende, men her slår det ikke til. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det er vi kører efter, da vi kører, men så dukker navnet Marzagan op. Vi har faktisk allerede passeret Marzagan og Tafira er den næste by, vi skal køre efter. Endelig dukker der skilte op til haven, og så er det nemt. Der er ikke nogen parkeringsplads, man holder bare langs vejen. Det gør vi så også.

             Fødder og mosaik                                                            Is it a bird?

Det er åbenbart gratis, guidebogen siger ellers noget andet. Vi undrer os over hvem eller hvad der så betaler for vedligehold, men det er da heller ikke alt, det virker efter hensigten. Det er en svensker, der har grundlagt den for meget længe siden. Der er flere end 2000 arter. Alene i en subtropisk regnskov er der 18 forskellige træer. Der er dejlig fredeligt, selv om der naturligvis ER andre besøgende. I kaktushaven er der kaktusser i træ størrelse. Et enkelt sted er der et vandfald der løber. Det må være naturligt, for de springvand, der burde springe, springer ingen steder. Der er en slags hovedbygning med udstilling, men den er lukket. Formodentlig permanent, sådan ser det ud. Ingen steder at købe noget, ikke engang en automat.


Vi forlader stedet igen og tager en medbragt banan inden vi kører efter nogle huler oppe ved Galdar. Dem burde vi jo have set i går – men… Jeg har i sinde at vende for at køre tilbage og tage vejen langs kysten, men der er ingen steder at vende, så vi ender med at køre op ad. Kommet op kan man pludselig ane kysten, det kan kun være nordkysten. Sådan kan det gå. Den vej jeg troede ville bringe os længere ind på øen, går den modsatte vej.

Hulerne i Galdar

Huleboernes udsigt

Så vi finder kystvejen til Galdar og finder – efter at jeg har holdt ind og konfereret med bog og kort – et skilt med vejen til hulerne. Det er oppe i en slugt. Der kan måske holde 6 biler på p-pladsen, men der er også kun 3. Man går et stykke langs vejen, så er der en trappe udhugget i klippen op ad. Et stykke oppe er der et lille hus, og hvis man bøjer sig ned, kan man se, at der sidder én ved billetlugen. Vi får 2 senior-tickets.

I dette hule kompleks har de oprindelige ”Canarii’ere” boet og haft kornkammer. En noget besværlig tilgang, men en fin udsigt, må man sige. Anne-Marie undrer sig over, hvor og hvad de har gjort med børnene. Men dem, der ikke faldt ned, overlevede vel.

Så kører vi eller den nemme vej hjem rundt langs kysten. Den lille City Go kommer op på 130 på vejen. Bare det ikke går opad.

Om aftenen er vi ude at spise på en Tapas restaurant lidt henne i gaden. Her koster det penge, men så får jeg også den lækreste, lækreste lammeskulder med hvidløg og rosmarin. I nordisk stil ligger rosmarinen som en ordentlig kvist ovenpå. Kødet bogstavelig talt falder af benet.