mandag den 31. juli 2017

Island Rundt 31

31.07.17

Sidder her i køkkenet helt alene og klokken er 7.20. Jeg gik til ro 22. Da var det netop begyndt at regne. Denne lette regn, som der må findes et specielt ord for på islandsk. Det fortsatte hele natten til ud på morgenen. Lige nu er det bare gråt. Ingen føler lyst til at komme ud af fjerene, bortset fra en enkelt ryger her udenfor, hvis nikotintrang har fået ham på benene
.
Da jeg havde slået teltet op i går og var på vej ned til restauranten, mødte jeg franskmændene på vej hertil. Havde undret mig over, at jeg ikke indhentede dem, men tænkt, at jeg måtte være udbrændt. Sådan følte jeg det også. Ikke desto mindre har jeg passeret dem, mens de holdt pause. Fatter det ikke, der var INGEN steder at gemme sig.

Rettelse: Laki udbruddet var i 1783. Da det var ovre var 600 km2 blevet dækket af lava, det område, der i dag hedder Eldhraun = ild - lava, og som jeg nu for anden dag arbejder mig igennem. Umådelige mængder af døde får. Den gang døde 30.000 mennesker af den hungersnød der fulgte, det var jo landbrugsjord, der forsvandt.

Så er dagen ligesom programsat. Der står SV 3, +13
(kameraet er for hurtigt til at få alle linjer med)

Det er en god dag. Ingen vind og flere interessante ting at stoppe ved og kigge på.

Lögreglan - politi

Trafikken er ikke overvældende. Bilerne kommer oftest 4-6 ræsende efter hinanden. De stopper sikkert de samme steder og render videre i røven på hinanden. Nogle stiger nu ikke engang ud af bilen, når de holder. Nøjes med at åbne vinduet og række en arm ud med et kamera.

Tjaa, hvad skal man sige

Så kommer den et 34 km langt stykke over Skeiðararsandet. Ensformigt men med god vind. Man ser nu tydeligt 3 gletschertunger strækkes ud fra Vatnajökull. Jeg havde ikke forestillet mig det sådan.
Isen ligger oven på en række vulkaner og geotermiske områder, der fx betyder, at der findes en sø under gletscheren: Grimsvatn. Da Barðarbunga gik i udbrud i 1989 ophobedes der så meget smeltevand, at det så at sige løftede iskappen og slap ud som en voldsom flodbølge, der skyllede flere af broerne over smeltevandsfloderne væk.

Skaftafell tungen på afstand

I 2010 var det vulkanen under Eyjafjallajökull, der rørte på sig og sendte de askeskyer i vejret, somlammede lufttrafikken i hele Europa. Fire and Ice har store konsekvenser.

Jeg når omsider frem til Skaftafell over de genopbyggede broer. Det er "Einbreið"-broer, men da de er så lange, som de er, er der vigepladser undervejs, hvor biler kan passere hinanden.

En af de genopbyggede broer

På vej over sandet mødte jeg nogle cyklister, der havde overnattet på en anden camping. De havde hørt dårligt om Skaftafell og anbefalede den anden. Den lå ca. 7 km længere fremme.

Først kørte jeg dog de 2 km til infocenteret ved Skaftafell og fik kaffe og kage. Så gik jeg de 2 km hen til gletschertungen. Som sidst kunne man mærke kulden fra gletscheren på lang afstand. Den var knap så beskidt som Solheim.

Kulden fra den begynder at kunne mærkes

Gletscher randen i close up

Tilbage igen og videre, nu vidste jeg, at det skulle hedde Svinafell. Købte et aftensmåltid på tanken i Freysnes så jeg har to, for jeg når først til en by, Höfn, i overmorgen.

Da jeg har fået etableret mig her i Svinafell, dukker den franske familie op. For 3. dag i træk.
Pladsen lever op til forventningerne. Køkkenet er ENORMT, der kan sidde op imod 90 mennesker - men det gør der også snart.

78 km

søndag den 30. juli 2017

Island Rundt 30

30.07.17

Pladsen her i Vik bærer præg af, at der er MANGE flere turister på sydkysten. I køkkenet er der en el-kedel, en mikroovn og en brødrister. Her til morgen står jeg i kø for at få vand til min cappucino. Folk kommer for at fylde termokander og kedelen virker ualmindelig langsom.

Meget smukt sted, men for mange mennesker til de faciliteter der var

Til deres undskyldning ER man ved at opføre en ny toiletbygning, men hvorfor f.... stod den ikke klar til sæsonen?

Senere må jeg stå i kø for at komme til at tisse. Der er to kummer og den ene er ude af funktion. Lad mig komme væk.

Russeren i går ville så gerne snakke, men hans engelsk strakte ikke så langt, så jeg ved ikke, hvor meget, jeg forstod. Når man gik på pension havde man gratis transport og gratis lægehjælp og hospital. Det havde Putin sørget for. Datteren plejede at være deres tolk, men hun læste til læge og havde ikke kunnet komme med. Sønnen havde en drone med, og det er ikke den første, jeg har set. Ved Geysir var der ligefrem et skilt med forbud mod droner.

Selv er jeg udstyret med en telefon, et spejlreflekskamera med ekstra teleobjektiv og et aktionkamera. Telefonen havde været nok. Jeg er jo ikke journalist, selv om jeg elsker at rapportere fra disse rejser. Men her i Island har jeg ikke overskud til meget mere end at cykle.

Veksler nogle ord med en belgier. Han har en Helly Hansen bluse på, så jeg spørger, om han er dansker. Også i Belgien ser de danske serier som Borgen og Forbrydelsen.

Får omsider taget mig sammen til at skifte bremseklodser bag på. Der er et eller andet skævt, men det må slides til.

Kommer først af sted kl. 10. Der kører en fransk familie på 4 lige før mig, men jeg skal lige hen for at hæve penge i den eneste ATM i Vik. Det er Aron Banki som sædvanlig. Lige gyldigt hvilken bank man hæver i, betaler man et gebyr. Strengt nok, synes jeg, jeg betaler rigeligt gebyr hjemme.

Efter kortet at dømme bliver det en flad dag. Der er ikke megen vind, men den er imod - hvad ellers? Men den tager af, da jeg kører væk fra bjergene. Det ser ud til at blive en dag i det grønne. Bagude bjergene jeg har forladt, forude grønt og intet andet. Det er hovedsagelig lupiner, hist og her forskellige græsser.


Pladsen var fin, vandet smagte godt

men affaldsspanden blev ikke tømt så ofte

Efter 24 km dukker en tilgroet lavamark op, og her er der utroligt nok en rasteplads ved et lille vandløb. Klokken er blevet 12. Det er alaska lupin, står der på en tavle. Tre græsser er også navngivet. Aha... man har sået dem for at binde sandet og undgå sandflugt - ser man det. Det er Myrdalssandet jeg kører over. Om ca. 10 km skal der komme et toilet.

Bevoksede klitter i det sorte sand

41 km fra Vik kommer det så - toilettet og nogle borde og bænke, der er optaget. Ellers intet. Et sted i det fjerne ses noget, der må være Vatnajökull, men det er ikke til at afgøre, hvor skyerne begynder, og hvor isen ender. Vejen drejer og endelig begynder nogle bjerge at rykke nærmere.

Myrdalssandet er blevet afløst af lavamarker. Så vidt jeg forstår nogle plancher er det fra Laki udbruddet i 1741. De har fået et overtræk af en grålig mos i ret tykke lag, men det varer åbenbart endnu flere hundrede år, før de næste arter kommer. Det er klart temperaturen, der spiller ind, men også lavaens sammensætning formodentlig. Jeg har i hvert fald set, hvor hurtigt de første arter kommer på Etna på Sicilien. Ganske få år.

De døde får

For mig at se ligner de døde fårekroppe. Dynger af døde får. Er det her fårenes dødsrige?

De sidste km er seje, men det er først, da jeg har fået ringet hjem og slået telt op og sidder henne på restauranten, at jeg føler udmattelsen. Må have en cappucino og et stykke makronkage med flødeskum til en formue. Nu skal jeg hjem i teltet at ligge ned.

Dagens præmie

Nu kl. 18.30 har jeg endnu ikke ligget ned. Blev enig med mig selv om at gå i bad, før de alle sammen kommer væltende, og så satte jeg mig op for at skrive. Sidder her i køkken/opholdsrummet mutters alene. Dejligt. Byen - hvis man kan kalde den det - hedder: Kirkjubæjarklaustur.

Byens vandfald, det ligner nærmest en rutsjebane


Det var mere end 75 km fra den ene beboelse til den anden, men der var dog 3 rastepladser.

78,74 km

lørdag den 29. juli 2017

Island Rundt 29

29.07.17

Denne plads, der ligger så smukt, er ikke rar. I køkkenet hersker franskmændene og tjekkerne. Her til morgen havde jeg tænkt mig ikke at sidde i teltet med müsligrøden, men sidde ved et rigtigt bord. Det lykkes at få en plads, men alle plader er optaget på komfuret, og det andet komfur virker ikke. Lige som den anden vask er stoppet. En idiot har taget trevlesien op og ikke sat den i igen. Og det har de næste heller ikke, men bare hældt deres madrester ned i afløbet, så det nu er stoppet.


Fra i går aftes

Jeg går tilbage til teltet og koger grøden på mit gasblus. Så går jeg op og spiser den. En amerikaner sætter de øvrige i relief. Spørger til min lykke ting på tasken. Er den fra Kina eller Japan. Ja, det tænkte han nok, han har også fået en af en ven i Japan.

Og da jeg er på vej tilbage, kommer jeg uden nogen egentlig grund til at snakke med nogle tyskere. Han ser bare så imødekommende ud, at jeg ikke kan lade være med at sige noget.

Kommer af sted lidt over 9. Det er vindstille. Bare om at få den op på den store klinge og så cruise derudaf.

Bjergene rigger som en ringmur rundt om Eyjafjallajökull. Kun bagude formår smeltevandet at bane sig vej.

Vejen er fuldstændig flad og mod højre strækker engene sig mod havet. Ingen variation. Men til den anden side forandrer bjergene sig lidt efter lidt, efterhånden som jeg kryber frem.

Der var én campingplads mere. Også ved et vandfald.


Først efter l-a-n-g tid kan man se noget af Eyjafjallajökull.

Eyjafjallajökull


Ankommer til Skogar, hvor der er et spektakulært vandfald med en udsigtsplatform og en trappe op.
Først finder jeg dog et sted at spise frokost 1. Da jeg bagefter kører hen mod vandfaldet, jeg jeg ved at blive væltet af vinden. Den kommer pludselig susende henne fra bjerget. Skaber en veritabel støvstorm hen over gangstien mod vandfaldet. Det skifter hurtigt.

Skogafoss

Jeg er oppe og se på udsigten og da jeg kommer ned igen, er det igen stille, og solen titter frem.

Nogle var mere aktive end andre

Næste stop er Solheim gletscheren. Der skulle være vej derop, og op er kun 100 m. Der er 5 km, og det beslutter jeg at ofre på fornøjelsen, 10 ekstra km.

Hvis man skal følge skiltene, kan man ikke komme hen at røre, men må nøjes med at se på grupperne, der GÅR ovre på den sammen med en fører. Det har de utvivlsomt betalt en formue for, det gider jeg ikke.

Det er en udløber af Myrdalsjökull som i årenes løb (og det er mange) har gravet en dal herned. Den er blevet beskidt på vejen, må man sige.

JEG rettede mig naturligvis efter skiltet

Så er det slut med svinkeærinder. Videre mod Vik.

Ved en rasteplads sidder der nogle kinesere. Jeg siger ikke noget, men de henvender sig. De er amerikaniserede kinesere fra Taiwan. Jeg spørger, hvordan de har fundet på at tage til Island? Der er et lavprisselskab, WOW, der laver daglige flyvninger fra Californien her til.

Det er jo meget rart med disse pauser, så det bliver en længere snak, og jeg får en banan og en appelsin.

Nu mangler der ikke så meget, og med dette vejr går det jo hurtigt - troede jeg.

Det gør det til lidt før jeg kommer til stigningen, eller rettere den første stigning. Det blæser op fra bjergene. Lige imod. Stigningen er vel 10%, men det er i en modvind, der bare øges og øges jo højere jeg kommer op. Vejen er skåret igennem bakken, så det virker som en vindtunnel.

Så kommer et mere lige stykke, hvor vinden stadig er ubehagelig og så hårnålene. Jeg har medvind op til det første sving. Det er 12% i følge skiltet, og da jeg kommer rundt i svinget og får vinden i mod..... Modbydeligt. Jeg når op til en rasteplads og er sådan set oppe, men selv om vejen drejer, fortsætter vinden med at være imod. Det er forunderligt. Hele resten af vejen til Vik inklusive nedkørslen er den imod. Kan man ønske sig noget værre....

Tja... på billedet ser det ikke så slemt ud, men det var altså 12% hovedsagelig i modvind

Der er mikroovn, og for forandringens skyld køber jeg en kube. Jeg skulle have købt to. Som russerne, som jeg kommer til at dele bord med bemærker: det er da ikke meget, hvis du har cyklet hele dagen. Men jeg har en tiramisu til dessert. Jeg har allerede spist én, da jeg kom.

75.45 km

fredag den 28. juli 2017

Island Rundt 28

28.07.17

Det har været en fredelig nat. Mit værelse ligger i læsiden, så hvis vinden har tudet hele natten, har jeg i hvert fald ikke hørt det.

Der kom ikke andre, så jeg har haft værelset for mig selv. De eneste andre gæster er en spansk gruppe med en spansk guide/kok.

Jeg har revideret planen. Nu kører jeg skråt tilbage til Ringvejen og tager den langs sydkysten og ser, hvad der er at se.

Jeg fik da set Hekla uden skyer. Hekla, der med sine 1491 m er et af de højeste bjerge i Island. Dog overgået af "Den hærdebrede" med 1682 m og flere steder på Vatnajökull, men om det er med eller uden sne, ved jeg ikke.

Det undrede mig, at spanierne taler fransk her til morgen, men der er åbenbart også en fransk gruppe. Uden guide. Spanierne har øjensynlig forbud mod at vise sig før 8, for hvor alt foregik på spansk i går aftes, er det nu fransk.

Det var dyrt at overnatte her, 4.500 kr. Men så vaskede hun for mig, og lagde det oven i købet sammen. Det gav jeg 1.000 kr for i Akureyri, og så var det ikke lagt sammen.

Lader mig blæse tilbage til vej 30. Vinden er lidt på skrå, hvad der betyder, at jeg får den lige i ryggen på hovedvejen. Solen i øjnene og vinden i ryggen, hvad mere kan man ønske?

Det er ikke noget sindsoprivende stykke på dette store plateau. Her er stort set fladt og vejen går lige ud med et sving i ny og næ.

Kursus i islandsk: salgssyning

Nu ser jeg pludselig myrerne spæne langt fremme - på tværs af min retning. Det må være vej 1, og det var alt for tidligt - ha ha. Vinden skal først vende en gang sidst på eftermiddagen. Så nu bliver vinden lidt kedelig på vej mod Hella, men det blev da til 28 km i ro og mag.

Så var freden forbi

Og jeg måtte gå lidt

Jeg finder hurtigt ud af at kedelig er for vagt et ord. Livsfarlig passer bedre. Efter nogle hundrede slingrende meter, beslutter jeg at gå op over højdedraget og se, om det bliver bedre der? Vinden kommer direkte fra siden, og forsøger at skubbe mig af vejen. Jeg stritter imod, og når vinden så pludselig aftager et øjeblik, er det, jeg kommer til at slingre. Men det er ikke det værste. Det værste er, når jeg bliver passeret af en lastbil. Vakuummet bag den suger mig ud på vejen - og ud foran en evt. bil.

Efter at have gået 1-1½ km cykler jeg lidt igen. Kommer der lastbiler bagfra, stopper jeg. Men da jeg finder ud af, at Hella ikke bare er 12 men 24 km væk, og at der formentlig ikke er læ før dér, beslutter jeg at holde en frokostpause. En væsentlig faktor er også, at vinden, inden for den næste time, skulle gå ned fra 14 m/s til 9 og allerede kl.15 være vendt.

Sidste afkørsel til Hekla

Jeg kryber ned i grøften bag et autoværn og hygger mig med en brie. Der er dejligt her i solen.

Da jeg vurderer, at vinden i det mindste ikke er 14 m/s, kører jeg videre og kommer uden problemer resten af de 25 km til Hella, hvor der meget kærkomment er nogle borde og stole udenfor supermarkedet.

Da jeg kører fra Hella, vender vinden. Da jeg kørte ind i byen, var den NNØ, da jeg sætter i gang føles det vindstille, men så snart jeg er ude af byen blæser det fra S. Og en hel del.

Kommer dog uden problemer til Hvolsvöllur, der var tænkt som dagens endestation. Klokken er kun 16, så jeg satser på, at vinde en dag ved at køre de 21 km ekstra til én af pladserne ved Seljalandsfossen.

Læg mærke til "snorklen", luftindtaget, og anordningerne til at ændre dæktryk under kørsel

Vejen er egentlig ret kedelig, men der er noget fascinerende ved ganske langsomt at bevæge sig forbi baggrunden. Baggrunden er fx Hekla, der ganske langsomt fjerner sig, mens nye mastodonter dukker op forude. Tindfjallajökull og Eyjafjallsjökull og bag dem Myrdalsjökull. Næsten alt vandet fra disse 3 løber bag om Eyjafjallajökull og ud i havet i form af elven Markarfljót, som jeg lige har krydset.
Når frem til pladsen Hamragarðar. Fra mit telt har jeg udsigt til Seljalandsfossen, som jeg var henne ved på vejen. Man kan gå bag om vandfaldet - men ikke uden at blive våd, kunne jeg se.

Netop da tikker en meddelelse ind om et dødsfald i den nærmeste vennekreds. Det får omgivelserne til at blegne og sætter mig i trist humør.

87.40 km 

torsdag den 27. juli 2017

Island Rundt 27

27.07.17

Er allerede vågen kl.6 og føler mig frisk - sådan da. Skal se på en ny plan, jeg er ved at udvikle. Det blev for sent i går aftes.

Det jeg nu tænker er, at cykle til Landmannalaugar. Det springende punkt er, om jeg kan komme sydpå til vej 1 der fra. Så vil jeg nemlig havne på den anden side af Vik.

Er henne at snakke med Alex og Vera, for kørte de ikke den vej? Jo, det var netop, hvad de havde gjort. Der er 4 flodpassager, og man skal helst over om morgenen, inden der er for stor afsmeltning.
Vi siger farvel. Dejlige mennesker. Vi var præcis på bølgelængde. De skal tilbage til Reykjavik og hjem. Har stort set haft godt vejr al den tid, de har været her!!!

Jeg får aldrig betalt for pladsen. Hun har været der her til morgen, men da sad jeg og skrev omme på den anden side af toiletbygningen, så jeg så hende ikke.

Køber ind så der skulle være til 4 dage og kører lidt tilbage og ned ad vej 37 mod Selfoss. Sidevind så det går rimeligt indtil jeg kommer til vej 35, hvor jeg skal til venstre og kører lige ind i modvinden.

Jeg sidder tungt i sadlen v2ed dette stædige tråd i så tungt gear som muligt. Har ind imellem lyst til at stå af og smide mig i græsset. Ikke desto mindre kæmper jeg mig de 10 km frem til afkørslen mod Skalholt.

Det så ud som om, der var et kloster ved kirken i Skalholt - men jeg kørte ikke der ned

Det er som om ikke bare kroppen, men også hjernen er blevet blæst igennem. Jeg er lige ved at køre videre mod Reykholt, men får i sidste øjeblik kigget på kortet.

Her efter Laugarás er det "Einbreið brú" igen

Stykket mod vej 30 går bedre. I Laugarás står der pludselig "Kaffi" og jeg må ind og have en cappucino med refill og et stykke gulerodskage. Det er disse pauser, der skal få mig igennem.

Hyggeligt sted efter 25 km ødemark

Det er ikke til at gennemskue, hvornår der er lidt læ og hvornår ikke - og hvorfor, men nogen gange er der lige lidt ophold for den ubønhørlige vind.

Fandt senere ud af at det var Hekla, jeg kørte og kiggede på til venstre

Drejer til venstre ad vej 30 og er efter nogle km drejet ind på VEJEN. Vej 32 der skal føre mig til Landmannalaugar. Jeg skal bare nå til Sandartunga i dag, der mangler nok 25 km.

Her ser det jo meget fredeligt ud - men....


Her klokken 15.30 sidder jeg i læ bag en N1 tank og skriver. På lyden fra poplerne til højre for mig, kan jeg høre vindhastigheden. Det lyder frygtindgydende, når det er værst. Venter på om det stilner lidt af....?

Jeg holdt ud nogle km endnu. Stod i læ ved en bygning og overvejede. En målestation længere fremme på vejen sagde 17 m/s og vinden ville blive ved de næste 2 døgn og vejret - i dag har der også været en del sol - blive dårligere med regn.

Himlen ser måske også en anelse truende ud?

Så besluttede jeg mig for at vende om. Lod mig blæse tilbage til N1 uden at træde en eneste gang. Der skulle der være et IYHO hostel, hvor jeg håbede at kunne få vasket.

Og nu kl.18 sidder jeg og spiser en sen frokost 2. Måtte hen og se, om de havde cappucino breve på tanken. Det havde de, the real stuff: Nescafé. Måtte også have en Egils Pilsner til aftensmaden senere.
Snakkede med nogle franske cyklister og en tysker og senere endnu en tysker. Ingen ved rigtig, hvad de skal. Ligger foreløbig underdrejet her.

I øvrigt er jeg sikker på, at det er middelvinden, de opgiver. Vindstødene har været i nærheden af stormstyrke. Jeg kunne dårligt gå op mod vinden på vej hjem fra tanken.

Nede på vej 1 er der ikke så meget vind. Der kører jeg ned i morgen.

51.88 km

Island Rundt 26

26.07.17

Det er altid lettere at komme ind i en storby, end ud den rigtige vej. Men nu kan Reykjavik vel næppe kaldes en storby. Alligevel går det ikke helt let. Selv ikke med hjælp fra Google Maps. Jeg vil jo helst undgå, at køre på de store indfaldsveje. Og når man følger cykelstien, der synes at følge den rigtige vej, risikerer man, at den pludselig bøjer af, og man må køre tilbage.

Det skete først én gang, hvor jeg måtte tilbage og ned på den store. Kun for kort efter at havne på noget, der kun kan sammenlignes med Lyngbyvejen i myldretiden. Der er i hvert fald samme hastighedsgrænse. Desværre skulle jeg lige forbi af-og tilkørsel og en bakke, før jeg kunne slippe væk.

"Lyngbyvejen"

Endelig forvildede jeg mig ind i et boligområde, fordi jeg igen forsøgte at tage en cykelsti, en der så god nok ud. På vejen passerede jeg et tysk ægtepar, der også ville til Þingvellir ad vej 431. De har da fået deres ilddåb.... Men det vidste jeg ikke dengang.

Rørledningen

Hollænderen sagde, at vejen ville være jævnt stigende, og at der kom et pas til sidst. Det må vel siges at holde stik. Der var godt nok to mindre bakker, der trak tænder ud, men hvor er der ikke det på Island. Mindste gear.

Silo til et interkontinentalt ballistisk missil?

Jeg føler efterhånden, at jeg ikke har flere tænder tilbage, for nu at blive i terminologien, og SÅ kommer passet først. Det er spektakulært. Men langt fra behageligt.

Da jeg tror det er overstået, og jeg er oppe, kører man ned i en dal, blot for at have endnu en stigning foran sig. Vi taler om 15%, det står på et skilt, hvis man ikke skulle have opdaget det.

Og sådan bliver det ved et antal gange. 3? 4? Jeg husker det ikke. I den første dal spiser jeg frokost. Der er bord og bænk.

En ensom cyklist i en afsides dal

Sig det ikke til nogen - den sidste stigning trak jeg op ad. Eller rettere: i en vinkel på 45 gr. skubber jeg af al magt på cyklen, for at få den til at bevæge sig opad. Fordelen er, at det er nemt at holde pauser på denne måde. Det er svært at sætte i gang på en stigning på 16%, når man cykler.

Her øverst oppe er der nogle store tanke, som jeg formoder indeholder Rejkjaviks reserve drikkevandsforsyning? Jeg har i hvert fald kørt langs en rørledning, der fører mod Reykjavik.
På den halsbrækkende nedkørsel der så følger, må jeg køre med bremserne trukne. Der er ikke nogle lige strækninger før til sidst.

Oppe efter passet er der den smukkeste udsigt over Þingvallavatn, søen hvor selve sletten, hvor verdens første parlament samledes, ligger i den modsatte ende.

 Udsigt fra toppen

Nu skulle der i følge kortet følge en strækning med hidsige stigninger. Først over 10% og siden 6-10%. Og det gør der!!! Men efter 15%'s stigningerne er det, om end ikke barnemad, så dog til at overkomme.

Da jeg så drejer om et hjørne, er jeg ved at blive revet omkuld af vinden. Hvor kom den fra? Nu har den været NØ hele vejen. 2-3-4 m/s nok til at være irriterende. Nu er den gået om i SV og kommer hamrende over bjerget. 11 m/s tror jeg. Fra siden.

På et tidspunkt lyder der et smæld, og kortet, der har ligget øverst i styrtasken, er væk. Ligger nede i grøften. Der er for stejlt til at jeg kan slæbe hele cyklen med derned og for megen vind til at den kan stå på støttebenet. Jeg ender med at lægge den ned og hente kortet.



Nedlagt cykel

Så kæmper jeg mig de sidste km frem til hovedvejen, jeg skal følge det sidste stykke. Den kommer fra SV.

Endelig.... jeg kan lade vinden tage mig, og blæse mig mod Þingvellir. Hu-hej hvor det går.
De sidste 6-10 km er ingen sag. Man ser her, hvor klipperne er revnet og trukket fra hinanden. Det er her to kontinentalplader glider fra hinanden. En tomme om året, hører jeg en guide sige til et busselskab ved et udsigtspunkt.

Der er et kaffested. Efter cappucino med refill og en muffin og en snak med et amerikansk par, der næsten har fuldendt ringen, er jeg klar til at fortsætte til Laugarvatn, 23 km. Jeg troede ellers i lang tid ikke jeg ville komme længere end her, hvor der også er en camping.

Mør men rede.

De taler så meget om at have momentum i sport. Det har jeg her. Momentum. Holder dampen oppe. Vejen svinger rundt på sletten, så jeg kommer til at få modvind et stykke, men det er heldigvis på en nedkørsel, så jeg holder et godt tempo, og bortset fra da jeg passerer nogle bjerge og får sidevind, har jeg den i ryggen.

Derudaf går det med op til 30 km/t selv om landskabet stiger lidt. Denne chance for at træde til, har jeg ventet på længe.

Hen ad kl.19 tordner jeg ned mod Laugarvatn, hvor der skulle være en fin camping i følge amerikanerne. Den jeg i forvejen havde udset mig.

Netop som jeg har bestemt mig for en plads og parkeret cyklen, synes jeg mine naboer taler dansk. Og det viser sig at være Alex, Vera og plejebarnet Simon.

Og inden længe sidder vi og spiser sammen ved deres telt. Deres mad er næsten færdig, men med mit 7 min's måltid indhenter jeg dem.

De har tænkt sig at køre til Geyseren efter maden, nu, hvor der ikke er så mange mennesker. Om jeg vil med? Om jeg vil!

Efter at jeg i største hast har rejst teltet og smidt tingene ind, kører vi i deres lejede kinesiske 4WD. Der er 30 km. Ikke noget for en bil.

Strokkur i aktion

Den oprindelige "Geysir" har opgivet ævred, men en ny har overtaget dens position som hovedattraktionen: Strokkur, hedder den. Den er lidt uregelmæssig, men imponerende. Det er dejligt her i al ensomheden at være nogen steder sammen med andre mennesker.

Jeg er først færdig med alle ritualerne ved midnat.

94.46 km

Mindre udbrud

tirsdag den 25. juli 2017

Island Rundt 25

25.07.17

Pladsen er helt overfyldt. I nat kom der nogen og begyndte at sætte telt op lige ved siden af. De talte. Man hvisker da for helvede, når andre ligger og sover. Og så var de danskere. Jeg græmmes. Forældre med børn. Efter et "Hyschh..." hjalp det lidt, men kun lidt.

Da de var gået til ro, og jeg var faldet i søvn igen, stod polakkerne til den anden side op og begyndte at pakke.... og snakke. Så stod jeg op og gik ud og sagde, at klokken ikke var syv, og at de vel kunne prøve at være stille. Det hjalp også kun lidt.

Så faldt jeg i søvn og sov til klokken 8.

Håndklæde tørring i solen

Næh, anderledes høflig er Mr. Thailand på den anden side af tyskerne, som i øvrigt også er ok.

To thai'er på cykel i Island. Kan man forestille sig noget mere eksotisk? De tager det vist også meget stille og roligt. Har brugt 3 dage på at nå til Reykjavik fra lufthavnen. Han er utrolig sød og takker hver gang, jeg har snakket med ham.

Nu er jeg kørt på sight-seeing i Reykjavik. Har lige lært nogle ord: Snyrting : toilet. Konur og Karlar giver sig selv.

Smukt gammelt hus

I turistinformationen kan jeg endelig få ordentlige svar. Jeg ville ellers helst have talt med manden, da hun så for mørk ud. Sådan har vi vores fordomme. Men jeg kommer på andre tanker. Védís kan svare på alle mine spørgsmål om el og kabler og lysledere (som hedder næsten det samme på islandsk). Selv nummerplader har hun et forhold til. Hun mener at bogstavkombinationerne er knyttet til de enkelte modeller, muligvis endda den enkelte årgang., sådan at fx. RT gives til Citroën C-3 fra 17. Det må jeg tjekke op på.

Gammel islandsk nummerplade


Sprog sammenligning - man kan næsten læse det

Hun siger også, at turismen måske nok er et økonomisk boost for Island som sådan, men ikke for islændingene. Priserne presses op, men lønningerne følger ikke med. Det er udenlandske investorer, der scorer kassen. De går sjældent ud og spiser, det er blevet for dyrt.

Tårnet og udsigten fra tårnet

Så kører jeg til Hallgrimskjyrka. Det er den enkleste kirke, jeg nogen sinde har set. Man kan formedelst 900 kr. komme op i tårnet. Det bliver jeg nødt til. Der er kun damen, der sælger biletter. Så stiller man sig ind i køen og går selv ind i elevatoren, når man kommer så langt. Den kan tage 6 står der. Sjovt nok står der, at den kan tage 8, når man kører ned igen, men så skal den jo heller ikke løfte.

Der er virkelig en fremragende udsigt over byen, som jo heller ikke er stor.

Da jeg kommer ud, er der én, der genkender mig. Jeg kan også kende ham, men hvor var det nu? Eldborg! Nå, ja, det tyke par, jeg snakkede med, mens jeg spiste. Vi snakker lidt, han sidder med al bagagen, de skal hjem i aften. Kæresten er inde i kirken, men hun er ikke oppe i tårnet, for hun har ingen penge med. Jeg giver ham min billet, som jeg stadig har, i fald én af dem vil derop.

Så kører jeg over mod "Perlan", som jeg har set oppe fra tårnet. Er der noget som helst, jeg er rigtig god til her i verden, er det at finde rundt i en fremmed by. Jeg behøver ikke at kigge på kortet, til gengæld kommer jeg op på bagsiden, efter at have kørt op ad nogle små gangstier. I de store tanke opbevarer man Reykjaviks varmt vands reserver. Der er bygget en kuppel ovenpå og indrettet en udstilling om Glaciers and Vulcanos.

Perlan

Jeg synes ikke, jeg har tid til at bruge timer her og det koster 3000 kr, så jeg står over i dag.
Kigger på kortet en enkelt gang, og så kører jeg ellers hjem. Gennem parken Langadalur ad stier, jeg lærte at kende i går.

Snakker med Mr. and Mrs. Thailand. Da de begyndte at tale om Longyearbyen - godt nok udtalt lidt specielt - spidsede jeg ører. Svalbard! Har de været på Svalbard? Ja, før Island var de med cykler og det helen på Svalbard. Det var ikke meget man kunne cykle dér, men de var der.

To thai'er på cykel på Svalbard! Det tager jeg hatten af for.

Da jeg har spist frokost og sidder og skriver, bliver jeg søvnig. Er ikke vant til at sidde stille.
Så kører jeg ud i byen igen for at handle og kører lidt rundt på må og få. Ender langt udenfor kortet, så jeg må bruge HereWeGo til at finde mod campingpladsen. Der er nogle meget charmerende cykelstier herude, og der er en del, der cykler.

Da jeg kommer tilbage til pladsen, ser jeg nogle, jeg kender. Det hollandske par fra Stykkisholmur. Vi mener begge, at den anden part er kommet for tidligt hertil. Har jeg taget bussen? Jeg må fortælle om mine trængsler på Snæfellsnes. Får lige nogle tips om vejene mod Þhingvellir, de har kørt dem alle.

Næsten tilbage til teltet møder jeg - for 3. gang - det franske par med havregrøden. De er alle på vej hjem. Kun ikke jeg.

Der viser sig kun at være én Nettó i det centrale Reykjavik, så jeg kommer ud, hvor jeg endnu ikke har været og finder min müsli fra Brugsen.

Og så til Eldsmiðjan, ildsmeden, hvor man efter lokales mening får de bedste pizza'er. Måske en anelse dyrere, men.... De har ret.Og med en ½ liter Viking Classic til, er jeg nu klar til at lægge mig. Håber cyklen kan finde hjem af sig selv.

Da jeg kommer hjem, står Alexa der. Den franske pige, jeg mødte i Blönduos. Det er virkelig alle, der er på vej hjem.

38.24 km

mandag den 24. juli 2017

Island Rundt 24

24.07.17

Jeg troede, jeg var blevet bestjålet - og det var jeg sådan set også. Da jeg kom i går, sad der to unge amerikanere ved "køkkenet", og jeg kom til at snakke med dem. De virkede underlige. Havde ikke noget telt, havde bare pludselig fundet på at blive der.

Da jeg senere så dem gå, var de et noget umage par. Den ene lille og spinkel den anden høj og ranglet med briller. Fy og Bi døbte jeg dem.

Senere kom fyrtårnet hen til mit telt og spurgte, om han kunne låne en mobil lader bare et lille øjeblik, og dum som jeg var, gav jeg ham min Huawei superlader. Jeg havde faktisk en anden dårligere.

Efter nogen tid gik jeg hen og spurgte, hvordan det gik med opladningen. Han skulle nok komme med den om et øjeblik.

Jeg tænkte: jeg giver ham til 22.30, og gik så derhen. Han var der ikke og laderen var hverken på det ene eller det andet toilet. Så gik jeg på jagt, men fandt ingen. Væk. Alle 3 kan man vel sige.

Det er mildt sagt, at jeg var sur og nedtrykt, men hvad var der at gøre, andet end at gå til ro.

Omkring midnat vågnede jeg og hørte stemmer. Det var sgu dem. Nu sad de igen lige her henne og skvadrede. Jeg ud af soveposen og derhen. Jeg nedstirrede den lange længe nok til, at han spurgte, om det var laderen, jeg kom efter. Ja, det kunne han bande på. Why didn't you bring it? Your tent was closed and I thought you were asleep. Jeg snuppede den ud af hånden på ham og gik.

Og hvad er læren af det? Lån aldrig noget ud til nogen, du ikke synes du kender bare lidt, tror jeg. For man hjælper vel, hvis man kan?

Men jeg låner sgu aldrig min lader ud igen, med mindre jeg kan holde øje med den hvert sekund.

Var oppe 5.45 og kom af sted 7.15. Jeg havde ikke kunnet få min müsli fra Brugsen, så jeg havde købt en anden mere crunchy én og en halv liter mælk - troede jeg. ½ liter var der og mjölk, stod der på den. Men hvad jeg ikke havde tænkt over var, at der stod ab mjölk. Nu ved jeg, at det svarer til A-38. Ikke at det gjorde noget, jeg blev bare overrasket.

Det var så Borganes

Var i Akranes lidt over 9.30 og tror, jeg har fundet stedet, hvor færgen lægger til. De skilter sandelig ikke med det. Sidder nu på en café og venter på, at klokken skal nærme sig 11. Jeg nærmer mig også Reykjavik priser, skal jeg love for.

Akranes i sigte


Pæne gamle huse i Akranes

Færgen ligger der allerede. Ingen information om noget, men jeg spørger, og det ER den. Jeg for hjælp til at trække cyklen op ad gangbroen. Det er vist mere end 25%.

Vejen ned var ikke så stejl

Der er også en tysk far og hans to store børn - med cykler. Den cykelreparatør jeg har fået anbefalet af Leo (belgieren jeg mødte ved Varmahlið) er den samme, de fik hjælp hos, da de havde været hele raden rundt. Lyder godt.

Og det var så Akranes...

Jeg er kommet til en anden verden. Nærmest en anden planet. Efter 18 dage i ødemarken er jeg i en storby - sådan er det umiddelbare indtryk i hvert fald. Nye lejlighedskomplekser er skudt op ved havnen, utvivlsomt til priser, der matcher København.

Det er svært lige at omstille sig til by og gade mode, men jeg snyder og bruger Google Maps. Så ved jeg hurtigt, hvor jeg er, og hvor jeg skal hen.

På campingpladsen i Reykjavik skal man stå i kø i 15 min for at få  lov til at indskrive sig. Jeg får 10% rabat som cyklist og yderligere 10% som senior (pensionsalderen er 67 i Island så jeg klarer den lige). Så på den måde bliver det ikke så helt sindsygt dyrt, som tyskeren syntes, men han havde jo også to børn til fuld pris. Ca. 1800 pr. nat.

Foruden den million mennesker, der sikkert normalt er her, er der en million spejdere. Det er helt kaotisk, i forhold til hvad jeg er vant til.

Efter at teltet er oppe kører jeg straks hen til Örninn, cykelværkstedet. Den første unge mand, der beredvilligt kigger på det, kan ikke rigtig blive klog på det. og tilkalder en anden. Så skiller de styret ad. Kommer til det resultat, at der nok mangler en indsats, sådan én som denne her, siger han. Men de har ikke én, der passer. Så samler de det igen, og strammer til så godt de kan. Jeg spørger, hvad de skal have? 2 mand i ½ tim. Det bliver vist mest symbolsk: 2132 kr. Intet under at de er berømte. Han mener nu også, at de er den største cykelforretning/værksted i Nordeuropa.

Var i et supermarked, der hedder Kronan. Der havde de ikke min danske müsli.

Hvem siger islandsk er svært

Hvem så overkommandoen er

Og så er det blevet sommer. Det blev det, da vi sejlede over med færgen. Let skyet og en frisk til hård vind, som man næsten ikke mærker i byen.

46.58 km