onsdag den 12. juli 2017

Island Rundt 11

11.07.17

Jeg sidder klar i bussen og klokken er 8.02. Vi har ventet forgæves på de to sidste og kører nu. Jeg ankom som én af de sidste kl. 7.47, to minutter for sent.

Sådan ser en 4WD islandsk bus ud


Vi kører tilbage den vej jeg kom fra og jeg kan ikke kende det. Nu har jeg selvfølgelig også mere tid til at se mig om. På nedkørslen var jeg bare koncentreret om vejen.
Vores guide skal vi kalde Sigga. Hun har været på højskole i Bjerringbro, så hun taler lidt dansk - den første jeg har mødt.

Den række af stenmarkører, jeg bemærkede på min vej, er ikke grænsemarkering, men vejvisere. Før de rigtige veje. De står tæt. Mange kunne jo være dækket af sne om vinteren.

Da vi kommer til vej F88 ned mod Askja, samler vi én op som kommer fra Grimstunga. Hun siger, der er blevet ringet, men guiden ved det ikke, men tager gerne mod betaling.

Så mangler vi bare 100 km - men asfalten er sluppet op


Der sidder et ungt par foran mig. Han hører musik, og hun sover vist. Læner i hvert fald hovedet mod hans skulder. Så se dog ud på dette ensformige, øde, enestående landsskab - I har betalt for det!

Vi kommer forbi en bil, der har kørt 5 m væk fra vejen. Der står et lille telt. Chaufføren standser og tager et billede af den. Illegal offroad driving. Og muligvis også ulovlig overnatning i nationalpark. Man tager tingene meget seriøst her i Island.

Bussen hopper og danser ind imellem, men gennemgående er vejen god. Vi kører op på et højdedrag og vejen vrider og vender sig der, hvor lavaen stadig står som klippe, men det allermeste er for længst blevet eroderet til stenørken. Plantevæksten er for det meste ikke eksisterende, og dog er der områder med lidt sparsomt græs. Vi har 100 km foran os på denne vej...

Vi passerer endnu en bil, men den står på en lille vigeplads - den eneste jeg har set - så den bliver ikke fotograferet.

Vi gør holdt ved det første vadested - efter vi er kommet over. Det ser ikke sværere ud, end dem jeg har passeret. Der er et grønt område omkring floden - eller LIDT grønt er nok rigtigere. En bus passerer os, det eneste i bevægelse vi har set, siden vi drejede fra for 1 time siden.

På vej over elven


Bjerget Herðubreið - den hærdebrede - er desværre klædt i skyer, så man ikke ser den flade top. 1683 m højt er de islandske bjerges dronning. Da vi gør holdt ved Herðubreidarlindir, foran bjerget, er solen kommet frem og skyerne spredes om bjerget. Intet kunne være bedre. Så kom jeg her alligevel!!!

Den hærdebrede


Der er en emergency airport tæt ved. Bare man fjerner de store sten, er der mange mulige landingspladser.

Vi passerer en sø, "Svanesøen". Der er et svanepar, der kommer og yngler her hvert år. Nu kommer vi gennem en af de mere faste lavamarker, hvor vejen snor sig helt sindssygt.
Og sådan skifter det....

Stopper et sted, hvor bussen kører lidt frem og venter, mens vi går ned til et vandfald. Jeg vil tro vi kører 30 km/t på de gode stykker og højst 10 på de dårlige.

Kører gennem et gult pimpstensområde fra et udbrud i 1875. Man har tidligere brugt pimpsten til isolering i Island.

Vejen ender. Vi møder vej 910,og det hedder den nu. Samtidig kommer vi til området, hvor Neil Armstrong og Buzz Aldrin i 1965 og 67 trænede, før turen til Månen. Det ligner det også - altså billeder jeg har set. Her er vejen meget sandet. Ikke noget for en cykel. Men jeg har prøvet noget lignende i Bolivia.

Afskyelige sandede strækninger - her gør 4WD godt


Vi når frem til Dreki. Herfra må man gå. Gennem sne, sjap og lavaområder. Jeg ved ikke hvor langt, 3 km måske, men ikke nemt at gå i. Min vable plager mig lidt, men ikke mere, end at jeg er forrest sammen med guiden.

Så kommer vi til Öskjuvatn, som søen i Askja hedder. En kratersø af nyere dato. Stor.1 km i diameter. Men endnu nyere er det mindre krater i siden af søen, Viti. Det er også vandfyldt. Fyldt med noget meget smukt smaragdgrønt vand. Det skulle man vist kunne bade i. Jeg spørger guiden, hvor varmt det er? Hun er noget tøvende. 40  gr. måske. Nå. så er det for varmt. Men da jeg kommer nærmere, ser jeg skiltet: Vandet er 22-24 gr. og færdsel derned er på eget ansvar, underskrevet Rangeren. Man skal holde sig ved vandløbet.

Der er stejlt og ingen sti eller reb eller noget. Men der svømmer folk rundt dernede. Hvis man ikke passer på, kører man på r.... hele vejen ned. Man brækker nok højst en arm eller et ben. Men jeg passer på. Ligesom de andre.

Viti krateret

Det er ikke helt nemt at komme derned


Og inden længe svømmer jeg rundt i dette behageligt tempererede grønne vand. Det er lavt et stykke ud, og så forsvinder bunden ned i dybet. Jeg bliver ikke i længe. Senere opdager jeg, hvordan mine hænder lugter svovl-metal-agtigt. Jeg skal vist under bruseren, når jeg er kommet "hjem".


Så er jeg på vej

Halløj alle sammen - kan I se mig


Jeg snakker lidt med nogle islændinge. De har heller aldrig været der før. Senere viser det sig, at de lige er kommet hjem fra staterne og stadig kører rundt i en kæmpe amerikansk 4WD på New Hampshire plader.

På vej tilbage

Jeg synes lige, jeg skal lidt mere rundt, men så ser jeg guiden sætte næsen hjem over. Jeg ser heller ikke andre fra bussen. Det lykkes mig stort et hver gang, vi holder pause, at være den sidste, der stiger om bord. Men altid til tiden.

Så kører vi tilbage og NU kan guiden komme med de skrækkelige historier om folk, der er forsvundet i området.

Ikke ligefrem noget gæstfrit landskab


Øjnene bliver tunge, men man sover hverken meget eller behageligt i dén bus på dén vej. Efter 11,5 tim og 268 km er vi tilbage, og det var alle pengene værd.

Jeg har forventet, at der sidder endnu et rødt skilt på mit telt. Om at jeg skal henvende mig i receptionen. Eftersom receptionen åbnede kl.8 og jeg skulle køre kl.8, kunne jeg jo ikke betale i morges, så det gør jeg nu på vejen. Og da jeg kommer til teltet, er skiltet der ganske rigtigt.

0 km

Ingen kommentarer:

Send en kommentar