Østersøen Rundt 29

31.05.18 Riga

Jeg blev lettere overrasket, da jeg trådte ind på "Da Roberto" i går. Der var fuldt. Fik dog et bord. Det var et japansk selskab, der fyldte det meste.

Mit værelse vender ud til gården, og det skal jeg vist være glad for. Kan ikke forestille mig et mere larmende sted end Aleksandra Ceka Iela her til morgen.

Morgenbordet skulle også befinde sig på anden sal, hvor jeg bor. Jeg så skiltet med "Kafejnica" og en pil i går. Går altså målrettet i pilens retning  på udkik efter tegn på morgenmad. Da der ikke er nogle, fortsætter jeg. Nu gennem en dør til en ny gang. Stadig værelsesnumre, men nogle af dørene har skilte, der leder tankerne over i den medicinske verden. De må vist være udlejet på langtidsbasis. Går tilbage da gangen slutter. Man skulle have været gået ud på trappen. Selvfølgelig, det ved enhver!

Her er OGSÅ havregrød, og det viser sig, at det er ketchup og ikke marmelade, jeg har kommet på osten. Kedelig fejl. Man kan sikkert vænne sig til det, men det tror  ikke, jeg ønsker. Har fundet en plads, hvor jeg ikke kan se den evige skærm. Den var der også hos Roberto, om end uden lyd.

Jeg har læst i hotel bogen. Man må tage en gæst med på værelset for et tillæg på 10 €. Ja, så. Gad vide om man også bruger det i København?

Så kører jeg til Banegården. Skal lige sikre mig, at toget til Jelgava i morgen ikke kører videre, så jeg har god tid til at få cyklen af. Det viser sig at være tilfældet.

Her viste turistkontoret sig at ligge - ovre til venstre

Så prøver jeg at finde turist kontoret. Jeg har allerede undret mig over at Museet for Okkupationen åbenbart ikke mere ligger i den gamle by?

I min søgen finder jeg det nu, museet altså. Det er blevet flyttet fra en bygning, der var bygget specielt til formålet og som er ret speciel. Jeg får forklaringen, da jeg finder turist kontoret. Inden da, når jeg at spørge nogle danskere, som heller ikke har kunnet finde det. Det var ovre i hjørnet af bygningen. Svært at få øje på.

Der er nogle tekniske problemer med bygningen til museet, så det er midlertidigt - og hun antyder, at det måske tager mange år - flyttet. Så havde Google Maps ret. Jeg kan købe billet til KGB-museet her. Der er plads på en rundvisning på engelsk kl. 13.30.

Turister foran domkirken

Der er formentlig lige så mange turister her som i Tallinn, men arealet de er spredt ud på er meget større, så det syner ikke af så meget. Der er nok heller ikke lige så mange af disse store grupper med en bannerfører. Alle gader er stadig brolagt i den gamle by og den er hyggelig at skrumple rundt i.

Hjørne af den oprindelige borg

Nu var jeg her midt i april sidst - for 14 år siden - så jeg husker ikke en eneste fortovsrestaurant. Nu er der stort set ikke andet i størstedelen af den gamle by.

Når hjem til rugbrød og banan, før jeg kører til KGB's tidligere hovedkvarter. Rundviseren er god. Ikke uden humor, men på en måde, så gruen ikke bliver taget ud af det. Historien bag bygningen med hjørneindgangen er, at det oprindelig var en smuk beboelsesejendom. Men i 1940 efter at Hitler og Stalin havde lavet deres ikke-angrebspagt med de hemmelige paragraffer om delingen af Europa, rykkede russerne ind og KGB havde deres første æra.

I forhørslokalet

Den afløstes hurtigt i 1941 af Nazi-Tyskland og efter at have udstillet russernes grusomheder her, tog Gestapo over i nøjagtig samme stil, dog med en jødisk tilføjelse.

På gårdtur

En ny KGB æra begyndte i 1944 og varede ved indtil 1990, hvor det lettiske politi overtog bygningen. Det fandt man hurtigt ud af ikke virkede helt passende, og nu er her altså museum og vist også arkiv. Men i Letland har man modsat DDR valgt at holde arkiverne over, hvem der gjorde hvad under okkupationen fra 1945 til 1990, lukket.

Celledør

Det sidste er rummet hvor henrettelserne foregik. Foran det kører en filmstump, der viser hvordan, det kunne foregå. Den har jeg set før. I Vilnius. Det viser sig, at det er et klip fra en polsk film. Og grusomhederne var jo også de samme. I Polen, I Litauen, I Letland, I Estland. Og mange andre steder.
Ude i gården, hvor vi ender, foregår der noget, jeg ikke lige kan gennemskue. Der sidder en masse mennesker og spiser. Nogle i militære uniformer....

Det er en filmoptagelse, men de har altså lige frokostpause. Der er en "rigtig" KGB officer.

Selv om jeg egentlig har fået nok af tortur og henrettelser, synes jeg lige jeg må se det lettiske okkupations museum, nu jeg så det litauiske. Og det her er bedre. Gennemgår mange flere aspekter af tiden under kommunisterne i Moskva end i Vilnius. Og ikke så mange forvirrende genstande og billeder.

Frihedsmonumentet

Så cykler jeg ellers rundt på gader, stier og fortove. Særlig ved floden er det godt at cykle, men det er ikke altid nemt at komme op på broerne. Fx vil jeg tage et billede af den gamle by fra den bro, jeg kom cyklende af i 2004. Desværre er trapperne under reparation, så det tager mig først et kvarter at
komme op på broen i den ene side, blot for at finde ud af, at det var den anden side, jeg skulle have været i. Det tager så et kvarter til.

Billedet fra 2004 i ny udgave

Men jeg er blevet god til at finde hjem til hotellet. Der er en række gader, der ligesom stråler ud fra centrum. Det er lige meget hvilken jeg tager. Når jeg kommer til Stabu Iela (et navn der er til at finde ud af), skal jeg til højre og blive ved, til jeg kommer til Aleksandra Ceka Iela. Så ligger hotellet
lige om hjørnet.

Udsigt til den anden side af floden - der var kommet meget nyt til

Jeg husker stadig den ret, jeg fik for 14 år siden med lam og bl.a. solbær. Spurgte på turist kontoret. Nej, det er ikke nogen speciel ret med et navn, men de har jo tradition for at komme bær i maden.... Altså spørger jeg på hotellet efter en typisk lettisk restaurant? Jo, Lido. Der er en stor i centeret ved
stationen. Ja, der er også en lille - og hun markerer et sted i Gertrudes Iela, der absolut er gå-afstand, mens stationen er cykel-afstand. Den lille er ikke noget, forstår jeg, næh, den store ville hun vælge til hver en tid. Altså vælger jeg den lille. Det er af cafeteria typen ligesom den i Kaliningrad.

Kartoffelmos og en kæmpe hakkebøf i sovs med løg og rosiner, men så er der desværre ikke solbær af nogen slags - men jordbærsovs. Men det er jo sødt, siger hun. Jeg troede netop man skulle blande sødt og surt og kød og kartofler. Så jeg får jordbærsovs foruden den, der følger med. Absolut spiseligt. Måske har jeg skabt en ny trend?

23.63 km

Østersøen Rundt 28

30.05.18 Riga

Jeg endte med at tage cyklen med op på værelset. Ellers var der kun én ting, der gik galt. Døren ind til fællesrummet og køkkenet var pludselig lukket og låst.

Så en kop kaffe og min yogurt i køleskabet måtte jeg skyde en hvid pind efter. Så jeg spiste müsli i håndfulde.

Så lige lidt på vejen til stationen

Og lyset var bedre end sidst jeg var her

Lagde nøglen under hovedpuden som aftalt og trillede mod stationen. Det var en god ide at komme tidligt, for der blev hurtigt fyldt med cykler. Da billet damen kom sagde jeg, at jeg gerne ville til Valga. Så sagde hun en masse på estisk, først til mig og så til den unge kvinde overfor, der så oversatte, at først skulle jeg købe billet til Tartu, og så senere til det sidste stykke.

Lidt efter støder der en anden ung kvinde til den første, og så sidder de ellers og taler engelsk, selv om det ikke er deres modersmål. Det er om deres universitetsstudier. Gad vide om de foregår på engelsk?

En hel dag med toget. Gab....

Jeg kommer af i Valga. Går som det første ind og ser på afgangstiderne. Mit tog til Riga, synes ikke at være der. Er der en anden station på den lettiske side?

Det var ikke meget tid, jeg brugte i byen sidst. Nu ser jeg hvor gennemført kedelig den er. Får købt en ny yogurt så jeg kan få resten af morgenmaden. Langs floden er der nogle dejlige arealer med gang-og cykelstier på begge sider med sjove små broer imellem og store græsarealer. Endog en lille strand. Det har de stakkels mennesker fortjent. Der er også en dejlig park.

Jeg kører rundt for at finde et andet kaffested end den fine restaurant, jeg var på sidst. Til sidst finder jeg op til centeret, hvor Maxima ligger. Det er da umuligt, at der ikke er et sted, hvor man kan indtage noget sådant et sted, hvor alle  kommer? Går det hele rundt. Nix. Til sidst må jeg spørge. Aha, henne om hjørnet er der en Kebab, der kan lidt af hvert.

Der er ikke en sjæl, men efter jeg har sat mig, begynder de at komme. Efter en stor tyk pandekage med honning, triller jeg tilbage til stationen. Det ER den samme station og den samme perron,
sagde hun på turist kontoret. Toget skal bare komme fra den anden side. Jeg finder også en lille notits om Riga togets to daglige afgange på stationen, da jeg leder omhyggeligt. Men toget kommer nu alligevel på den anden perron, men man skal bare gå hen for enden og krydse sporet.

Så hænger den der igen

Her er der 3 cykelholdere mod 8 i Estland. Passer nok meget godt med cykelentusiasmen i de to lande. Hun ser helt paf ud, da jeg viser hende billetten på telefonen. Har ikke nogen scanner, men skriver mine billetnumre ned og tjekker dem vel et eller andet sted på en computer.

Det er bumletoget, jeg er kommet med. Standser ved små trinbrædter. En gang holder min vogn midt på en vej. Nu forstod jeg endelig, at hun siger hvor vi holder, og hvad det bliver næste gang. Ligatne nu og Sigulda næste. Vi nærmer os så småt.

Før ringede min telefon. Det var hotellet, der ville tjekke, hvornår jeg kom. Det havde jeg ellers skrevet.

Der viser sig at være fri WiFi i toget. Helt bagude er de altså ikke i Letland.

Jeg har indstillet Google Maps på hotellet. Det er ret nær stationen og nemt at finde. Får parkeret cyklen omme i gården. Jeg har egen entre med noget af et skostativ. Til 20 par sko vil jeg tro, men det er nok kufferter, det er tiltænkt.

Jeg kunne ikke umiddelbart genkalde mig noget fra jeg var her for 14 år siden, men efter at jeg har været henne og spise og lige går lidt videre ned ad Aleksander Ceka Iela ser jeg et gammelt træhus på hjørnet. DET kan jeg huske. Der står 1909 på det, så det stod der i hvert fald også sidst.

Gensyn med det gamle træhus

12 km

Østersøen Rundt 27

29.05.18 Tallinn

Jeg fik travlt med at læse om Tallinn i går aftes. Den har jo ikke været på programmet fra starten af. Det er ikke hele den gamle by, der ligger så højt. Jeg bor nede i den lavere ende.

Ja, der står altså Tallinn Backpackers  - hvis man kan få øje på det

Her til morgen viser det sig, at den gratis morgenmad slet ikke er der. Det er på nogle af de ANDRE Backpacker Hostels, så jeg må ud i byen, men det skulle jeg jo alligevel. Får afleveret vasketøjet og betalt for en nat mere.
Tallinn

Et af morgenens første syn

Finder turist kontoret, men der er lukket. Jeg er kommet for tidligt, så jeg finder en "Caffeine", hvor jeg opdager, at nogle af de yogurt de har med müsli i låget, er med solbær!

Så tilbage og få udpeget et supermarked, som viser sig at være overraskende stort bag ved. Men går igen, da det jo er for tidligt at købe ind, hvis jeg skal rundt og orientere mig.

Går fra udsigtspunktet og ned ad alle trapperne til stationen. Det er ikke nødvendigt at købe billet i forvejen, men hvis jeg vil være sikker på at få plads til cyklen, kan jeg jo komme når toget kommer ind 7.49.

Udsigten fra udsigtspunktet

Og hvis man går lidt baglæns

Der var mange turister i Vilnius, men det er vand ved siden af det her. Allerede før 9 er vi på gaden enkeltvis, parvis, gruppevis og med og uden guide, men Tallinn er også en ideel turistby, alt er samlet på et meget lille område. Og kirker, tårne, spir og mure er der nok af.

Ved voldgraven nedenfor bymuren

Hold da op!!! Jeg er glad, for at jeg var ude tidligt. Nu klokken 11 er det hele én stor rundvisning. Kinesere, portugisere, franskmænd, tyskere, amerikanere. De er der alle sammen. Jeg tog en tur op ad trappen i tårnet i domkirken, der var ikke så mange.

Udsigt fra tårnet

Og en med fotografen

Jeg missede desværre KGB-museet. Kom for sent til rundvisningen 11.30. Kunne ikke finde det først. Den næste på engelsk er udsolgt, og så er der kun tilbage kl.13 på finsk og endnu senere på estisk. Nå, måske tager jeg den finske? Det er på 23.etage på Hotel Viru, at KGB's gamle tilholdssted er bevaret med udstyr og det hele.

Nu render alle grupperne rundt med små kulørte modtagere og ørepropper

Provianterer på vej tilbage. Spiser så frokost og får taget cyklen og den resterende bagage op af kælderen. Skal køre kl. 7.30 i morgen. Så kører jeg ud - ikke i byen men af byen. Selv uden bagage er de brolagte gader ikke nogen lækkerbidsken.

Man ser ikke det estiske flag så meget - men her er det

Prøver først tunnelerne under byen. Kan få en rundvisning på russisk, ellers må jeg komme igen i morgen formiddag? Nej, tak. Prøver så Befrielsesmuseet, der skal man vel for fanden ikke bestille tid? Næh, men det er endnu ikke åbnet efter ombygning.... Tjaaa hvad kan man sige, vejret er heller ikke til museer.

Har jeg glemt at skrive at solen stråler fra en skyfri himmel? Efterhånden skulle man tro det var løgn. Men det er det ikke.

Inden længe sidder jeg nede ved havnen. Her er ingen turister andet end mig. Fik lige købt en e-ticket til toget fra Valga til Riga i morgen. Og bestilt et hoTEL i Riga. Med morgenmad.

Masser af brolægning. Det er ikke den spanske ambassade, men ambassader var der masser af

Det gode ved Tallinn - i hvert fald den gamle by - er at den er relativt overskuelig og efter 1½ dag, har jeg ret godt styr på den. For at komme hjem skal jeg bare finde Pikk og følge den, til den deler sig. Ja, undskyld, men det hedder gaden altså. Delingsvejen hedder Olevimägi, og der bor jeg i nr.11.

Det evige lille tog er der naturligvis også

Har fået vasketøjet retur og mit depositum (kørekortet). Nu har jeg kun rent tøj bortset fra det beskidte jeg har på. Og kagecreme pletten kunne børstes af...

En af de foretrukne modeller for dem der har råd - og dem er der mange af

Og her nogle flere

Den første fyr er blevet afløst. Det har medført at musikken, der naturligvis kører uafbrudt, er blevet skruet ned til et tåleligt niveau. Den nye fyr taler amerikansk som en amerikaner, men derfor kan han jo godt være ester, der har læst derovre e.l.

Nej, han er fra New York, indrømmer han, da jeg senere spørger. Det er den islandske historie igen. De små nationer med de mange turister, må have hjælp udefra for at servicere dem. Den bedste måned at besøge Tallinn på er september, siger han. Da er turiststrømmen aftaget, men alting er stadig åbent.

16 km tror jeg, jeg fik nulstillet den i lommen

Østersøen Rundt 26

28.05.18 Tallinn

Dette hostel burde snarere have heddet Ikea Design Hostel. Alt ser meget bekendt ud. Der er 4 enkeltværelser her, der deles om et badeværelse. Desværre er der ikke blevet plads til en brusekabine, men der er til gengæld en lille svaber, så man i det mindste delvis kan tørre op efter sig. I spisesalen er TV'et afløst af en projektor, der fylder hele endevæggen med de sædvanlige musikvideoer. Hvem f.... vil se på det lort? Nu har der dog været 2 numre på FRANSK.

Velkommen til morgenbordet

Igen er havregrøden dominerende på bordet. En ordentlig grydefuld, men folk spiser det også. Det er åbenbart en særlig estisk ting. Heldigvis er der også yogurt og müsli. Jeg spiser det hele. Og to ostemadder med syltetøj.

I går lykkedes det mig at vaske mine bukser, trods manglende prop i vasken. Og her til morgen var de tørre! Resultatet er tilfredsstillende. De værste pletter er væk, og kun nogle svage plamager kan anes. Man skulle jo nødig ligne en bums.

Da jeg først når lidt ud af byen, begynder den rigtige cykelsti. Går skiftevis på den ene og den anden side. Næsten 10 km bliver den ved. Her er frem for alt fladt! Og vinden og solen i ryggen. Er oppe på 30 km/t ind i mellem. Hvad mere kan man ønske? Da cykelstien slutter, er der naturligvis fuld optrukken linje i højre side med 1 m til de langsomme trafikanter. Nogle gange 1½.

Først prima sti til cykler og stavgængere

Og  så en fed fuldt optrukken linje

Landskabet veksler mellem agerland, skov og mere sumpede områder. Har jeg glemt at skrive, at solen stråler fra en skyfri himmel? Men det gør den - igen.

Udsigt fra et fugletårn ved den store sø (sø hedder järv)

Det er ikke meget by, jeg kommer til. Kun i Puhja er der lidt. Da jeg begynder at se efter kaffe, kommer der skikte: 5,5 km - ingen kaffe, 2 km - ingen kaffe. Jeg er nede og undersøge sagerne nøjere flere steder, men der er og bliver lukket.

Denne fugl kender jeg ikke

Ud af intet dukker der pludselig en parasol ved et hus. En forretning og kaffe og wienerbrød. Det tog også godt 50 km. Jeg spilder naturligvis noget creme ned på mine rene bukser! Det måtte jo ske på et tidspunkt, men allerede i dag?

Skal fodgængerne mon svømme over?

Da jeg kører videre ringer min telefon pludselig. Ikke nogen fra min liste. Det er en af mine "kunder", jeg har hjulpet med computer problemer. Så står jeg der på en estisk landevej og prøver at spole tilbage til en anden virkelighed, der synes langt væk. At forklare ting om computere over telefonen dur kun, hvis man taler samme sprog, og det føler jeg ikke,  at vi gør. Det er ellers simpelt nok. Hvis ikke han finder ud af det, ringer han, når jeg er kommet hjem.

Viljandi i det fjerne

Viljandi er en overraskelse. Allerede på lang afstand ses byen med sine tårne højt oppe over en sø. Finder let turist info og får et kort. Der er en beskrivelse af en tur rundt i byen, der passer til min eftermiddag inden toget kører.

Udendørsteatret til sangstævner

Det gamle Castle fra 12-1300 tallet minder en del om Hammershus, men er jo også fra samme periode og ruinerne er vedligeholdt, men ikke genopbygget.

Viljandi's Hammershus

Efter at have været i hvert fald den gamle by rundt, kører jeg hen for at se på stationen. Den ligger noget uden for byen og uden mit kort, havde jeg ikke fundet den.

Netop som jeg har fundet ud af, hvordan jeg får min cykel op på perronen uden om trapperne, ruller der et tog ind. Det viser sig at være det, der skal køre 17.26. Det her er endestationen.

Fint estisk tog

Inden da sad jeg på en café og fik bestilt overnatning for foreløbig én nat i Tallinn: Backpackers Tallinn.

Toget er af samme type som sidst. Og der viser sig at være strøm under et lille bord, så jeg kan skrive dagens beretning.

Det bliver aldrig lige så proppet som sidst. Det er fuldstændig som hjemme, alle sidder med deres telefoner og ser film, hører musik eller kommunikerer på den ene eller anden måde.

Ankommer planmæssigt til Tallinn, hvor jeg har travlt med at pakke cyklen, mens folk allerede strømmer ind. Jeg har allerede set, hvordan den gamle by ligger nærmest som en fæstning over mig. Begiver mig i retning af hostel'et på udkik efter et sted at spise. Kommer til noget italiensk. Priserne er blevet mere internationale og det er atmosfæren også. Allerede på gaden hørte jeg svensk og nu også engelsk, tysk og russisk.

Bestiller lasagne og en stor øl. Trænger til at få vasket hænder efter at have taget cyklen ned fra holderen. Der er ingen sæbe på toilettet. Heller ikke noget at tørre hænderne i. Det bliver ikke til
mange stjerner. Det er dog ikke servitricens skyld. Hun er alene om det og styrter ud og ind.

Så triller jeg af brolagte gader mod målet. Ganske uforberedt kommer jeg ud på et torv med 10-20 restauranter. Følger retningen og står til sidst og ser på telefonen: det burde være HER. Får omsider øje på et diminutivt skilt i døren: Tallinn Backpackers. Det er i en gammel bygning med en historie, som jeg ikke lige går i krig med. Måske er det også på estisk. Døren er låst, men et ring på klokken får hurtigt en barfodet ung mand frem. Man bliver bedt om at tage skoene af, så snart er også jeg barfodet.

Det er jo japanske tilstande

Planen egentlig at blive her i to dage, men jeg nøjes med at betale for én nat i første omgang. Jeg vil godt lige se, hvordan natten går, men det lyder på den unge mand, som om jeg bliver alene på min 6-mands sovesal, og der er et flot stort badeværelse.

Folk ligger og sidder rundt omkring i deres egne små verdner. Jeg kender disse steder fra tidligere.

Planen er at opleve Tallinn i morgen og så bruge i overmorgen på at komme til Riga. Jeg skal med et tog her fra tidligt til Valga. Så er der 2-3 timer før toget til Riga kører, så jeg kan nå at se lidt mere på Valga, måske besøge borgen?

85 km

Østersøen Rundt 25

27.05.18 Tartu

Ved morgenbordet er manden skiftet ud med en dame. Jeg spørger til noget grød i en skål? Det er porridge, altså "havregrød" lavet på 5 slags korn. Det er fint. Lægger lige bunden. Så må jeg have 2 tallerkner müsli knas og cornflakes. Og jeg lærer, hvordan man laver cappucino på maskinen. Det havde hun ikke helt styr på, men nu ved vi det begge to. Og så et par ostemadder med syltetøj - så er jeg klar.

Vi kommer til at snakke om det ene og det andet, og i den forbindelse siger jeg: Er Rusland ikke et problem for jer? Nej, ikke et problem, de kunne være en mulighed, men....

Jeg kan godt se, at her nede i hjørnet af Estland er der nok ikke så meget arbejde at få, hvis man ikke kan sidde og arbejde hjemmefra på sin computer. Havde grænsen været som den dansk-tyske, kunne man have taget over og arbejdet i den store by på den anden side. Den der var estisk før krigen, og der ville have været udveksling af varer og ydelser på tværs. Nu med den "lukkede" grænse er der mange muligheder, der går tabt. Det er kun hvis man har slægtninge på den ene eller anden side, at man nemt kan få visum.

Gården og russer damernes bil

Kl.9 kører jeg. Skal nå et tog i Koidola til Tartu. Ellers skulle jeg køre over 100 i dag, nu kan jeg nøjes med 56 km, men jeg er bekymret for vejens beskaffenhed. Toget kører 13.39, så jeg har 4½ time.

Allerede inden jeg har kørt 1 km, er vejen blevet til grus, men det varer dog kun 4½ km, så bliver den til asfalt igen. Men nu er vejen under rekonstruktion, så det er næsten som en grusvej. Jeg lader hesten strække ud, kører så stærkt det er forsvarligt på gruset og i løbet af en time, har jeg kørt 20km.

For det meste gik vejen op og ned, men var for et meste også fin

Vejen er nu fin, men det har gennemgående været meget bakket Jeg tænker skiftevis på, hvor langt jeg har kørt, og hvor lang tid, jeg har tilbage, og på et tidspunkt forskyder tiden sig, så jeg tror, jeg kun har en time tilbage. Det er efter 40½ km, hvor vejen igen bliver til grus. 16 km på en time på grus? Kan jeg nå det?

Borgen fra 1342 - vel nogenlunde samtidig med Hammershus

Og jeg knokler på. Inden da når jeg heldigvis at holde en fin pause i et udsigtstårn. Der er faktisk lige så god udsigt som i går, og her er det gratis. I hvert fald i dag, for der er ikke et menneske bortset fra mig. Jeg kommer også forbi en gammel borgruin, som er museum og under genopbygning.

Mere udsigt ind over Rusland

Den gamle efter at have været oppe og se på udsigten

Nu, hvor jeg er kommet ud på de små veje, må jeg tjekke GM hver gang, der er en sidevej. Og alligevel går det galt. Pludselig er jeg kørt for langt. Skal jeg virkelig tilbage? Kortet viser en mulighed for at dreje til venstre her i stedet og komme tilbage på sporet. Og ikke længe efter er det, det går op for mig, at jeg ikke har EN time igen, men TO. På den måde ankommer jeg til stationen mere end en time for tidligt.

Der er dødt. Man kan ikke komme ud på perronen. Og ikke noget med at gå rundt om stationsbygningen. Der er hegn til begge sider. Faktisk tror jeg, hegnet begyndte allerede to km i den retning, jeg kom fra. Det er jo grænsen til Rusland her.

Jeg har set en kvinde gå frem og tilbage fra en bil nogle gange, og næste gang hun passerer, kommer vi til at snakke. Hun taler glimrende engelsk. Så godt, at jeg ikke tror, hun er ester, men det er hun. Fra den anden ende af landet: Saaremaa, den store ø. Da jeg siger, at jeg jo kan køre ned til byen mens jeg venter, siger hun, at der ingen by er. Koidola er kun en grænseovergang og en station. Er der ikke engang en butik? Nej, intet. Men derfor synes hun godt, jeg kan køre derhen, en grænseovergang kan vel også være interessant.

Jeg får spurgt hvem esterne føler sig mest knyttet til, finnerne eller de andre baltiske lande. Hun personligt mest til Finland, andre vil hun ikke tale for. Og hvad laver hun her, hvis jeg må være så fri? Hun arbejder med "border control". Ja, hvad ellers.

Der bliver først åbnet til perronen, når toget kører ind, så jeg kører ned til grænsen. Der er virkelig intet ud over masser af parkerede biler, og hvor ejerne af alle disse biler opholder sig, er ikke godt at vide
.

Grænsen - skyggen er fra den bro toget kører over

Frokosten er lidt begrænset: rugbrød og én banan.

Fra stationen og til grænsen er der ingen bus eller taxa

Endelig kommer toget ind, og der bliver åbnet. Min lastede cykel kan lige netop komme igennem de 5 dør, man skal igennem. At få cyklen ind i toget, er som en drøm. Højdeforskellen mellem tog og perron er muligvis 1 cm. Højst. Desværre skal cyklen op at hænge, så bagagen skal af, men det er ikke noget problem.

Men toget bliver fyldt efterhånden, så da der kommer flere cykler og 4 store hunde, bliver jeg bedt om at stuve min bagage ind under sæderne og flytte længere ind.

Det koster 5 € for de 1 tim 20 min til Tartu. Cykel er gratis.

Toget bliver fyldt, men der er da ikke så mange, der står op. Men der er cykler overalt. De mindste, der startede med at hænge, er taget ned og stuvet af vejen på anden måde. De 3 af hundene er gået omkuld, og jeg sidder også og nikker.

Da vi kommer til Tartu, venter jeg pænt til alle er kommet ud, før jeg laster min cykel. Heldigvis skal toget ikke videre, og jeg når at blive færdig, før jeg bliver rangeret væk.

Vanen tro taster jeg hostel'ets adresse ind i GM og kører ud for at finde det. Jeg når ikke så langt, før et navn på den anden side af gaden, fanger min opmærksomhed. Hektor Design Hostel. Det er da det, det hedder! Hvorfor GM vil anbringe det andet steds i byen, ved jeg ikke, men var jeg ikke kommet forbi, kunne jeg have fået mine problemer.

Jeg får nr. 203A og går op for at sætte styrtasken. Jeg finder hurtigt 203, og tænker, at så må 203A være et sted bag den dør. Men nøglen passer ikke og nøgleskiltet får ikke noget til at give lyd fra sig. Er jeg idiot? Ja, det lader det til. Da jeg kommer ned spørgende, siger han, at jeg OGSÅ fik et
kort.... Nåhhh... Jeg fik ganske rigtigt noget mere end nøglen, men da han ikke sagde noget om noget kort, registrerede jeg det ikke. Jeg kan være lidt tungnem.

Et øjeblik efter er den gal igen. Det lykkes mig at glemme kortet på værelset, så han må lave et midlertidigt, så jeg kan komme ind til det.

Der er en anden dør, hvor jeg kan komme ind og ud med cyklen. Da jeg kommer tilbage fra supermarkedet er døren låst. Og min nøgle passer ikke. Ind og spørge, om ikke han kan lukke op for mig? Det er ikke nødvendigt - jeg har jo kortet. Det kan lukke op. Hu hej, hvor det går. Åbneren sad ikke på døren, men på væggen ved siden af. Jeg føler mig virkelig som en idiot, der ikke mestrer den moderne teknologi.

Jeg er da blevet solbrændt i hovedet

I supermarkedet fanger et ord mit blik: "Kali". Det lyder ikke specielt drikkeligt, men var det ikke det, hun kaldte det? Det der hedder "Kvass" i Letland? Og som jeg smagte på caféen i skoven? Og oven over med meget større bogstaver står: "Kvass". Så det har jeg lige drukket en flaske af. Skal lige have væskebalancen i orden inden aftensmaden.

I morgen cykler jeg 82 km til Viljandi og tager - hvis jeg når det - toget til Tallinn kl. 17.26

58.79 km

Østersøen Rundt 24

26.05.18 Ruusmäe (Rogosi Manor)

Det er en søn og en mor, der passer dette hostel. Sønnen er ved at sætte et plankeværk op og male det, da jeg ankommer. Moderen kommer ud på aftenen og tager imod betaling og ordner ting. Han taler engelsk. Hun meget lidt.

Her til morgen ligger der en dame henslængt i en sofa. Hende har jeg ikke set før. Da jeg er et godt stykke inde i mit måltid - havregryn, müsli og mælk - opdager jeg, at der er linet alt muligt op på skranken. Morgenmad er åbenbart inkluderet? Men der er ingen kaffe, og jeg glemte mit kaffepulver.

Da jeg kommer ned igen, indtager hun en ny udflydende stilling ind over køkkenbordet. Hun irriterer mig.

På et tidspunkt, hvor hun er gået, går jeg hen og kigger på sagerne. Der er ikke noget, der tiltaler mig, men så får jeg øje på noget mørkt brød. En skive med ost kan vel ikke skade? Da jeg senere tænker, at jeg lige skal have én til, er hun over mig med det straks. Har hele tiden stirret misbilligende og
mistroisk på mig, nu får jeg hele hendes estiske ordforråd kastet i synet. Man skal åbenbart betale 5 € for morgenmad - så meget forstår jeg. Det kunne da godt have stået et eller andet sted. Måske også på andet end estisk?

Hun ringer - sikkert til moderen - og brokker sig, men får øjensynligt ikke rigtig medhold. Så forlader jeg etablissementet. Går op og pakker og beslutter, at lægge 1 € til hende. Det må være rigeligt for een skive brød med ost.

Da jeg kommer ned igen, er Suresen væk, og moderen dukket op. Jeg forklarer, at der var en lille misforståelse og lægger nogle mønter. Nej, nej, det skal jeg da ikke. Jo, jo, det skal jeg, og jeg lader dem blive liggende.

Finder hen til Maxima supermarkedet, hvor både min hade bank Swedbank og konkurrenten SEB Bank har en ATM. Der er kø ved SEB, men jeg venter. Der er ingen problemer i at få spyttet 250 € ud, men den beholder mit kort..... Efter en rum tid kommer det dog. Man skulle have trykket på en knap. Så nu ved i det, hvis I skulle komme til Estland. Jeg ved ikke hvilken.

Rigtig cykelsti

Så af sted. Vejen er spærret pga. vejarbejde, men jeg husker straks, at hun sagde, at der var cykelsti. Det skal jeg da love for. Hele 5 km ud af byen fortsætter den, og derefter er der afmærkning på vejen med 1 m til cykler. Senere bliver stykket skiftevis smallere og bredere. Belægningen må siges at være
silkehud nr.1. Den bliver dog kortvarigt afløst af elefanthud nr.2. Fin plan vej, men meget grovkornet.

Den første gang jeg sætter mig ved et busstop - I SOLEN - bliver jeg overstukket af myg. Næste gang går det bedre.

Standardiserede postkasser - selvfølgelig

.
I går, da jeg lige var kommet til Valga og sad og spiste frokost, kom der en mand hen og talte til mig. Han havde nogle pamfletter i hånden og så MEGET glad ud. Sådan lidt tosse glad, hvis jeg må være så fri. Jeg kunne forstå, at det var noget med et arrangement henne i kirken. Selv om jeg gjorde mig umage med at tale andre sprog end estisk, gik der lang tid, før han fattede, at jeg var udlænding. Men kunne dog afslutningsvis sige "Good day".

Da jeg havde været i supermarkedet, blev jeg igen passet op af en mand. Denne gang i pænt jakkesæt, og med de samme pamfletter, måske kordegnen selv? Igen måtte jeg beklage, at jeg ikke havde tid, hvad der er sandt nok. Mit kontorarbejde tager ofte op imod et par timer. Her på hostel'et var netværket nu super hurtigt.

Men for at gøre historien færdig: mere end halvdelen af esterne siger, når de bliver spurgt, at de ikke er religiøse. De mindst religiøse i Baltikum - måske i hele verden. Så forstår man jo godt, at de der er gået i fælden, har noget at lave.

På vej op ad bakken for lidt siden, kom der et skilt med en kaffekop! Herligt. Lige til pas efter 30 km. Der var lukket....

Kaffe? Ikke denne gang

Og det er det eneste minus ved denne vej 67. Den er perfekt som cykelvej, men der er næsten ingen trafik og derfor heller ikke nogen "vandingssteder".

På et tidspunkt går der pludselig et par med en hund på vejen. De drejer ned mod en bebyggelse, hvor der åbenbart er noget info. Jeg kører efter dem og  spørger, om man mon kan finde en kop kaffe der fremme? Ne - e - j. Möiste 10 km væk er nok det nærmeste....

Estland har allerede nu 2 stjerner i bogen. Først for de gode cykelforhold og nu for hjælp og service. Da jeg når frem til Möiste, drejer jeg op mod byen, der består af et supermarked med posthus, en uspecificeret butik og en storkerede. Som håbet er der en kaffeautomat indenfor døren, men oh skræk, den virker ikke, siger pigen - på estisk - men der er ingen tvivl. Jeg prøver forsigtigt at spørge, om der er andre steder inden Vöru? Det virker ikke sådan, men pludselig får hun en ide. Skal jeg bare have én kop? Og her strækker mine 3 estiske gloser lige: yks, kaks, kolm. Og det er præcis hvad hun siger: Yks?

Hun tager et krus med og forsvinder ud bag ved i frokoststuen og kommer tilbage med et fyldt krus. Nej, nej, det koster ikke noget. Jeg takker overstrømmende, og hun kommer løbende efter mig med en teske og et låg. Det tegner lovende.

Man ser ikke mange biler fra det vestlige Europa. En enkelt finne i ny og næ, så jeg bemærker en hollandsk autocamper, der passerer i et mageligt tempo.

Lidt efter holder der netop en autocamper, og jeg tænker, at det er den. Da jeg nærmer mig, kommer der en dame ud, og jeg får allerede tidligt en fornemmelse af, at det er mig, hun er på vej ud til. Vil jeg ikke have lidt vand? Øh.. jeg har faktisk vand. Jamen så en kop kaffe da? Eller noget at spise?

En kop kaffe siger jeg ikke nej til, og jeg tilbyder at tage brownies med. De nye jeg har købt, kan man godt byde af. Manden er også kommet ud, og så sætter vi os ellers ind i camperen og har det hyggeligt den næste halve time. De er også pensionerede og er denne gang af sted 7 uger, hvor de er startet på den 3.

Vi bliver enige om, at vi måske mødes i Tallinn, som er deres - og mit regner jeg med - vendepunkt.

Jeg når endelig vejen mod Rouge, som også er asfalteret. Efter den ved jeg ikke rigtig. Der fra er der ikke så langt til Haanja, hvor jeg tror Herregården ligger, og først da jeg står i Rouge, går det op for mig, at den ligger meget sydligere. Google Maps foreslår to ruter der til, så jeg leder efter nogle mennesker at spørge til råds. Finder omsider en familie i noget, der vel er deres have, og går ind til dem. De er meget venlige. Hovedforslaget er asfalt hele vejen. Det er en meget bakket vej, der vil føre mig forbi Suur Munamägi, som jeg har døbt til: Den store Æggebakke, Baltikums højeste punkt på over 300 m. Det er netop på min ønskeliste. Også restauranten ved siden af. Den anden vej er asfalt det første stykke, men bliver så grus. Og mindre bakket.

Ingen tvivl om hvor man er

Da jeg siger, at det er mit indtryk, at en del unge mennesker har købt ældre huse på landet og sat dem i stand, siger de, at det er rigtigt. Det er en hel bevægelse, hvor de selv mener, de har været nogle af de første. Fra Tallinn er de flyttet til Rouge og nu er hendes forældre flyttet med.

Mindestenen efter de danske soldater

Jeg beslutter mig for det første alternativ og knokler op og ned - mest op naturligvis - mod Estlands højeste punkt. Inden jeg forlader Rouge, når jeg dog også at se mindesmærket over kaptajn Gustav Borgelin og hans 200 mand, der kæmpede på estisk side i selvstændighedskrigen 1918-20. At der skulle være et sådant mindesmærke, ved jeg fra den estiske ambassadør i Danmark, som min bror er kommet til at kende, og som har foreslået mig en cykelrute i Estland, som jeg lige tilpasser lidt.

Det var her i mellem bakkerne at Borgelin og hans mænd kæmpede 

Det er sø-høj-landet jeg kører op i. Eller de estiske Alper, som de selv ynder at kalde dem. Jeg krydser de 80 km på vej mod Haanja og kan endelig dreje ind til Restauranten, der vist nærmere er en café. Jeg skal hilse ejeren fra ambassadøren - hvis han da er der. Og så skal jeg have en cappucino og deres bedste kage.

Jeg sad i fred og ro oven på - og fandt en dansk bog på reolen - arkitektur

Finder hende, der ser mest overordnet ud. Er det nu ejeren af huset, eller bestyreren af cafeén jeg skal hilse? Det ved jeg egentlig ikke, men hun tror nok hun ved hvem.

Abba gik i gang med Super Trooper på disko toilettet

Jeg havde undervejs tænkt, at jeg måske kunne køre tilbage her til og spise til aften, men det opgiver jeg. Klokken nærmer sig 18. I det her bakkeland kører man ikke 22 km ekstra. Men jeg går over vejen - efter kagen og kaffen - og op til Suur Munamägi med dens udsigtstårn. Jeg slipper med 3 €, fordi hun mener, jeg er "pensionär". Ja for pokker, er der noget, der hedder det her. Og så må jeg endda tage elevatoren op i stedet for trappen. Det gør jeg nu ikke. Man skal vel holde sig i form? Jeg tager den ned.

Man kan se 50 km væk, men det er nu småt med særlige kendetegn, for der er så at sige træer over det hele. Man kan se Vöru mod nord, men ellers bliver træerne bare russiske, hvis man ser mod øst og lettiske, hvis man ser mod syd.

Det er Rusland i baggrunden - store Rusland

Så ned igen og ned til caféen, hvor jeg fik lov til at sætte min cykel om bag ved, mens jeg var der oppe. Styrtasken har jeg naturligvis med.

Lidt i 19 er jeg fremme i Ruusmäe på herregården. Jeg lader til at være den eneste gæst, men heldigvis kan han godt lave et måltid til mig (der stod også, at der var restaurant). Kylling eller fisk? Jeg vælger fisk, der viser sig at være laks med ris, nogle grøntsager og citronsauce. Perfekt.

Mens jeg spiser - havde selvfølgelig taget skjorte og langebukser på - dukker en stor sort russisk indregistreret bil op og kører nogle gange rundt på gårdspladsen.

Indkørslen set fra gårdsiden

Nu er to russiske damer blevet indkvarteret ved siden af mig. De larmer.

93 km